Og bjergene gav genlyd Af Khaled Hosseini
445
2013
978-87-638-2924-3
And the mountains echoed, oversætter: Marianne Linneberg Rasmussen
I de senere år har Khaled Hosseini gjort sig bemærket med bøgerne “Drageløberen” og “Under en strålende sol”, som begge har solgt som død og djævel over det meste af verden.
Jeg slugte selv hans to første bøger, og jeg havde derfor temmelig store forventninger til “Og bjergene gav genlyd”, der er en moppedreng af en bog.
“Og bjergene gav genlyd” foregår igen i Afghanistan, hvor læseren gennem et par generationer følger forskellige personer. Bogens to hovedpersoner er søskendeparret Abdullah og Pari, der på tragisk vis bliver skilt ad da Pari bliver “solgt” til rig familie da hun er ganske lille.
Adskillelsen er et voldsomt tab for Abdullah, der resten af livet er plaget af tabet af søsteren.
Udover at følge Pari og Abdullah gennem årene kan man også følge forældrene, onkler og tanter, naboer og bekendte til søskendeparret, og de forskellige menneskers skæbner følges over tid. En af bipersonerne, der dog fylder en del, er søskendeparrets onkel Nabi, der henslæber sit liv som tjener hos den velhavende familie i Kabul, hvor Pari bor den første tid efter adskillelsen fra sin bror.
Ad omveje ender Pari dog med at vokse op i Paris uden at kunne huske sin bror, Abdullah ender som voksen i San Francisco, og andre igen bor i Grækenland og Afghanistan.
Der er rent ud sagt et mylder af personer i “Og bjergene gav genlyd”, faktisk i en grad så det bliver for voldsomt. Romanen ville hænge markant bedre sammen hvis Hosseini havde skåret en tredjedel af personerne væk og forkortet romanen med omkring 100 sider. Romanen fremstår ganske enkelt noget rodet og uoverskuelig, hvilket er en skam, for Hosseini er en glimrende forfatter.
Første halvdel af romanen fungerer rigtig fint; spændende handling, fine personbeskrivelser og god sammenhæng. Sidste del af romanen halter, der kommer for mange løse ender, for mange personer, som man kunne have skåret bort og for meget snik snak.
Jeg lander på 3 stjerner for “Og bjergene gav genlyd”, der er en udmærket bog, der grundet sine løse ender ikke hæver sig over gennemsnittet – jeg venter i spænding på Hosseini´s næste bog og håber, at den er bedre skruet sammen.
