Oceanet hvor grusvejen endte af Neil Gaiman
197
2015
978 87 7159 652 6
The Ocean at the End of the Road - Oversat af Steffen Rayburn-Maarup
1. udgave
Det hyggelige, grønne grevskab Sussex lægger omgivelser til handlingen, der foregår for nogle årtier siden.
Da faren mister arbejdet, bliver det småt for familien, så de må tage en lejer ind, en sydafrikansk opalminearbejder, som får drengens værelse. Allerede da han ankommer i taxa, følger uheldet med manden – drengens elskede kat bliver kørt over.
Måneder går; så stjæler manden familiens bil og bruger den til at begå selvmord i. Det sætter gang i en række fantastiske og uhyggelige begivenheder, som ændrer alting for drengen. Han skal aldrig mere blive helt den samme – og heldigvis for det.
Især har det betydning, at han bliver taget under den 11-årige Lettie Hempstocks beskyttende vinger. Hun bor på en nærliggende gård sammen med sin mor og mormor, og de tre kvinder kan en del mere end deres fadervor. Blandt andet serverer mormoren en masse dejlig mad, som alt sammen smager ubegribelig perfekt.
Og så er der den uanselige dam bag kvindernes gård, som, Lettie påstår, er et helt ocean. Kan det nu passe?
Det er en både poetisk, eventyrlig og dramatisk historie – som hvis Murakami og Tolkien havde besluttet at skrive en bog sammen. Her optræder to måner på samme himmel, her er enorme glubske fugle fra andre verdener – og her er den 7-årige knægt, gennem hvis skræmte øjne og sind alle de medrivende begivenheder filtreres. Vores tredimensionelle virkelighed møder noget meget større.
Mellem linjerne får forfatteren fortalt os nogle sandheder om vores evige jagt på penge og nemme løsninger. Men det bliver gjort så subtilt, at vi bare smiler og takker og ikke helt forstår, at fyren har svinget baseballbattet.
“Jeg så en verden, som jeg havde betrådt siden min fødsel, og jeg forstod, hvor skrøbelig den var, at den virkelighed, jeg kendte, var et tyndt lag glasur på en stor, mørk lagkage, der myldrede med maddiker og mareridt og sult.”
“Oceanet hvor grusvejen endte” er en vidunderlig bog og et fund for alle, der endnu har barndommens nysgerrighed og eventyrlyst i behold.
Oversætter Steffen Rayburn-Maarup har gjort et flot stykke arbejde; blot forstår jeg ikke, at ordet custard får lov at blive stående. Kunne man ikke lige så godt skrive ‘creme’?
