182
2014
9788791117213
Ry Kristensen har med denne bog skrevet en julekalender for de lidt større børn. Vi møder den 10 årige Felix, som er en helt almindelig dreng, der bor med sine forældre og storesøster. Han har det lidt svært med drillerier i skolen og humøret går helt i bund, da forældrene bliver fyret, og der derfor ikke er råd til et stort juletræ denne jul. En nat finder Felix dog en lille bitte hue i sin seng, og da han tager den på, sker der noget vildt. Han skrumper! Pludselig kan han se en lille dør i panelet på hans værelse, og da han åbner den, forandrer hans liv sig for altid. Felix møder nu Tugge, en stærk nisse, og sammen med ham siger Felix ja til at hjælpe nisserne med at beskytte 6 magiske bøger, så de onde gnomere ikke får fat i dem. Det er dog ved at gå galt, da gnomerne allerede har fundet 4 af dem, men heldigvis får nisserne fat i de sidste 2, da Felix stjæler dem fra Statsbiblioteket for dem. Felix kan med den magiske hue gøre sig stor og lille, og han bliver hurtigt gode venner med Tugges datter Sne. Sammen kæmper de mange kampe mod gnomerne, men vil det lykkes dem at skaffe alle bøgerne tilbage, så nissernes magi ikke forsvinder? Og bliver det overhovedet en god jul uden et rigtig flot juletræ?
Jeg synes historien er rigtig godt fundet på. Der er masser af let genkendeligt stof for børn: skole, drillerier, venskaber osv. Men der er også dramatik så det basker, med drabelige kampe og mystiske væsener. En skøn eventyrbog, som tager læseren med ind i den magiske nisseverden, i en december måned hvor der er ekstra plads til hygge og højtlæsning. En dejlig julekalender som kan anbefales både til børn og voksne.