207
2023
9788794377560
1. udgave
Nine eyes er en ny samling af ni noveller om overvågningssamfundet. Da jeg i sin tid læste “Intet at skjule”, var jeg ret fascineret af temaet og den måde Sinus Reuss tilgik det på. Emnet er med tiden ikke blevet mindre aktuelt og jeg vil lade Sinus Reuss selv introducere begrebet Nine eyes:
“Nine Eyes er et efterretningssamarbejde mellem Danmark, Norge, Holland, Frankrig og de fem Five Eyeslande, der samarbejder endnu tættere: USA, Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand. Efterretningstjenester i de ni lande indsamler og deler overvågningsdata.
I 2013 afslørede Edward Snowden, at samarbejdet bruger ulovlig masseovervågning samt omgår regler for overvågning af landes egne borgere ved at bytte data med hinanden.
Efterretningstjenesternes overvågning er rettet mod borgere og virksomheder i såvel venligtsindede som fjendtlige stater. Blandt meget andet blev den daværende tyske forbundskansler Angela Merkels telefon aflyttet.”
I følge Sinus Reuss, lever vi i et panoptisk samfund, hvor vi kan men ikke ved om vi bliver overvåget hele tiden. Det påvirker den måde vi indretter os og agerer på. De ni noveller tager afsæt i dette og viser eksempler på statslig og offentlig overvågning nu og i en alt for nær fremtid.
De ni fortællinger er stærke og giver stof til eftertanke, selvom de er meget forskellige. Hvis jeg skal fremhæve nogle må det blive “Hvad øjet ser”, den handler om overvågning der bliver analyseret og taget hånd om, uden der på noget tidspunkt har været mennesker ind over…og selv en computer kan tage fejl. “Mavelanding” handler om konsekvensen af dataindsamling omkring en person, problemet er bare at der er tale om personforveksling. Endelig er der “Nogle er mere lige” om hvilke konsekvenser drengestreger kan få hvis man bor et statistisk forkert sted og ikke har blå øjne.
Novellerne er velskrevne men jeg finder dem også skræmmende, da de sagtens kunne handle om mig eller mine nærmeste. Hvis man ikke allerede har en lille smule paranoia over de muligheder der ligger i vores samfund, så har man det helt sikkert efter endt læsning. George Orwells 1984 er for længst overhalet inden om. Jeg kan varmt anbefale denne lille novellesamling, og den kan sagtens læses mere end en gang.
Sinus Reuss har en kandidatgrad i datalogi, og debuterer med novellesamlingen Intet at skjule (2021) som også omhandlede overvågningssamfundet, bogen er anmeldt her på siden lige som de fleste andre af hans udgivelser.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt af Brændpunkt, hvilket dog ikke har påvirket min bedømmelse af bogen.