353
1995
87-7724-502-4
Night frost
1.udgave
I dette tredje bind om Jack Frost og hans kolleger fra politiet i Denton er det opklaringen af en række makabre drab på ældre damer, der optager de fleste af bogens sider. Men også trusler mod et yngre par og en teenagers selvmord er et par af de sager, den travle Frost må arbejde med under stadigt større pres, da de fleste andre politifolk har influenza.
Selvom denne bog om Frost er ligeså veloplagt som de to første bind, er der dog også små tendenser til genbrug fra forfatterens side. For eksempel er det unødvendigt, at man både på side 37 og 63 skal høre, at den vagthavende Wells misunder sine syge kolleger.
Hertil kommer, at der ligesom i de andre bøger er vrøvl med nogle af de bilag, inspektør Frost skal udfylde til stationslederen, og om end det giver lidt stemning ved siden af de ret barske sager, er det som om, man som læser har hørt om disse problemer ret mange gange efterhånden.
Frosts sjofle grovheder bliver man aldrig træt af, men det er som om selve karakteren trænger til lidt udvikling, og det er med til at nuancere hovedpersonen, at man i TV-serien har valgt at forsyne ham med et privatliv, som desværre hidtil mangler i bøgerne.
Trods den i grunden spændende handling er det ligeledes lidt irriterende, at Frost i hver roman får en ny mand at arbejde sammen med. I bind to var der en vis persontegning af den skæggede Webster, men den unge stræbsomme Gilmore i denne bog er egentlig meget firkantet og uinteressant at høre om. Det ville overraske, hvis man kommer til at møde ham igen ham i seriens fjerde bind “Streng Frost”.