0 kommentarer

Natfolden af Knud Brix

af d. 4. september 2017
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

68

Udgivet

2017

ISBN

978-87-93206-19-9

Udgave

1. oplag, 1. udgave

 

Knud Brix (født 1980) arbejder til daglig som politisk reporter på Christiansborg, men nu er han sandelig også sprunget ud som lyriker.

Tidligere i 2017 udkom digtsamlingen ”Natfolden” på forlaget Kronstork.

Digtene kan godt kategoriseres som politiske digte – eller digte, som læseren kunne forledes til at tro handler om virkeligheden bag Christiansborgs mure. Dog har forfatteren selv kaldt digtene for fiktion, men det ændrer ikke på, at teksterne faktisk fremstår realistiske, men også pågående.

Digtene handler om livet på Christiansborg og skyggesiderne ved at have gjort politik til sin levevej. Flere af digtene kan virke som en udstilling af den råddenskab, der sikkert florerer i den politiske verden – og af den grund kan digtene godt virke lidt provokerende. Teksterne kan også virke noget kyniske – og jeg vil også sige, at teksterne i denne bog vil aktivere politikerleden hos de fleste læsere.

Denne anmelder har læst ”Natfolden” som et (fiktivt) portræt af magthaverne og som tekster, der beskriver kynismen og den egoisme, der kan findes i den politiske verden. Som tekster, der minder meget om virkeligheden, men som måske ikke skal tages alt for bogstaveligt når det kommer til stykket.

”Natfolden” er en ganske glimrende digtsamling. Teksterne er overbevisende og velskrevne – det er i det hele taget en troværdig bog, der er skruet sammen på en spændende måde.

Digtene kan godt fremstå noget mørke, men der er noget – både i rytmen og ved emnerne – der fanger og fastholder læserens interesse fra første til sidste side.

”Natfolden” er en interessant, vedkommende og spændende digtsamling, som jeg vældig godt kunne lide, og derfor lander jeg på fire solide stjerner – og sender en varm anbefaling af bogen ud i cyberspace.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter