Naboparret af Shari Lapena

‘Domestic noir’ kaldes denne type thrillere, hvor spændingen udfolder sig inden for hjemmets fire vægge.

Den canadiske forfatteren Shari Lapena har høstet bundter af roser for “Naboparret”, både i udenlandsk og dansk presse (5 hjerter i Politiken) og blandt kolleger som Harlan Coben, der i bedste amerikanske marketingstil udtaler: “Snedigt konstrueret og skarp som et barberblad.”

Snedigt konstrueret, javel. Det unge, smukke, succesfulde par Anne og Marco er til fødselsdagsmiddag hos det unge, smukke, succesfulde nabopar Cynthia og Graham. De drikker sig pænt stive – faktisk så meget, at der opstår lidt lir mellem to af dem – men dog ikke mere, end at Anne og Marco hver halve time skiftes til at tjekke op på deres yndige 6 måneder gamle pige, der ligger og sover inde ved siden af. Alene.

Lille Cora er væk, da vores to hovedpersoner endelig vakler hjem. Bortført og nu i fremmede menneskers vold. Anne og Marco bryder sammen, og ondt skal blive værre, da de først begynder at bebrejde hinanden og siden får politiet på nakken. For der er visse ting, der ikke stemmer. Nogen lyver. Og så begynder skeletterne at vælte ud af skabene. Heri har Annes ekstremt velhavende forældre også en andel.

Overraskelse følger på overraskelse, så ja, handlingsgangen er skam ret snedigt konstrueret. Og hvis læseren er ligeglad med sprog og persontegning, er det faktisk en spændende bog.

I min optik er “Naboparret” blottet for nerve. Dramaet er af den udvendigt teatralske slags, hvor man på afstand ser hovedpersonerne bryde hulkende sammen eller hvæse arrigt ad hinanden, uden at man som beskuer egentlig føler noget; man konstaterer blot. Sproget er fladt, personerne i bedste fald todimensionelle, slutningen old school.

“Naboparret” er en international metervare i en tid, hvor de dygtigste romanskræddere formår at skabe haute couture med lokalkolorit.

Lån bogen på bibliotek.dk