0 kommentarer

Naboparret af Shari Lapena

af d. 27. december 2016
Info
 
Sideantal

304

Udgivet

2016

ISBN

978-87-02-21129-0

Originaltitel

The Couple Next Door
På dansk ved Steffen Rayburn-Maarup

Udgave

1. udgave

 

Bogen kom i en pose med teksten ”EVIDENCE (to be opened by authorized personnel only)” og med kuglepen udfyldte felter: navn på offeret, de mistænkte, dato og klokkeslæt – indeni lå bogen og en sut med navnet Cora. Interessen blev straks vakt – den så spændende ud, og kom lige tilpas til juleferien.

Anne og Marco bliver inviteret ind til naboen til fødselsdag – deres 6 måneder gamle baby, Cora, er ikke velkommen, naboen Cynthia bryder sig ikke om grædende spædbørn. Da barnepigen i sidste øjeblik melder afbud, overtaler Marco Anne til, at de lader Cora ligge alene hjemme i sin tremmeseng. De tager babyalarmen med, og skiftes til at kigge til hende med ½ times intervaller – hvad kan der ske?

Men da de kommer hjem ved 1-tiden står døren på klem, en pære i en udendørs lampe er løsnet, og Cora er væk! Mareridtet er startet for det unge par. Hvem har bortført baby Cora?

VKK Rasbach sættes på sagen, og snart samler politiets mistanke sig om forældrene. Har de slået Cora ihjel og skaffet hende af vejen? Eller hvad er der sket? Annes forældre er velhavende, og lover en stor dusør hvis Cora kommer hjem. Og en dag er der et brev fra kidnapperen….

Første halvdel af bogen er lidt langsomt fremadskridende, og gennem hele bogen irriterede det mig, at der er en del sproglige fejl og mangler og mange underlige, lidt ubehjælpsomme sætninger – som f.eks. ”Anne mærker blodet forlade hendes ansigt”.
Marco om fødslen: ”Det var aldrig faldet ham ind, at det ville blive hårdt bagefter. Han havde ikke set det komme. Hendes fødsel havde været langvarig og vanskelig; det havde de heller ikke været forberedt på.” Det lyder meget naivt…..
Er det normalt, at en baby fniser? Næppe .

Midt i bogen tager handlingen imidlertid fart, og den bliver utrolig spændende. Det starter med, at det afsløres, hvem der fjernede Cora fra hendes seng. Og så skulle man jo synes, at spændingen var udløst. Men nej – der kommer lige et ekstra twist og et mere – og bogen slutter dramatisk og uventet. Sidste halvdel af bogen blev slugt, jeg havde svært ved at lægge den fra mig og jeg ville gerne have givet den 5 stjerner for spændingen og det snedigt udtænkte plot – men de sproglige mangler og fejl trækker ned, så jeg lander på 4.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter