Mursejleren og rørhøgen af Minette Walters

“Kvinder der viste sig frem, var frit bytte i krig”

– så Jayne Swift (“Mursejleren”) må undgå de store veje på sin trofaste ganger, når hun rider rundt for at udøve sin lægegerning i laset tøj og en beskidt kyse, der skjuler hendes stramt opsatte hår.

“Mursejleren og rørhøgen” er en bog til tiden. En historisk roman fra den engelske borgerkrigs dage i midten af 1600-tallet befolket af tapre, snarrådige kvinder og voldelige, inkompetente mænd grebet af religiøst eller politisk vanvid.

Undtagelsen blandt mændene er den mystiske William Harrier (“Rørhøgen”), der, skønt han agerer kammertjener for en velhavende kvinde, udviser et mod og en selvbevidsthed, der normalt kendetegner de allerøverste kredse.

Romanen starter flot med en krydsklipning mellem en blodig henrettelse af en katolsk pater, der sprættes op i live foran en hujende menneskemængde, mens han slår korsets tegn for venner og fjender – og Jaynes behandling af en lille, hostende dreng, som familiens læge har ordineret et udtræk af sur vin med stødte bænkebidere, fuldkommen mørke og absolut nul kontakt med sin mor.

Af egen lomme betaler Jayne for, at drengen kan få nærende suppe, masser af vand og dagslys i sin hulkende mors arme. Hvilken behandlingsstrategi mon vinder, givet af den mandlige læge netop må kalde sig dette, mens kvinder højst må agere sygeplejersker?

Romanen er bygget op af episoder. Næste hændelse: Jayne skal behandle en tilsyneladende simpel soldat, der dog viser sig at have en af kongerigets vigtigste funktioner. William må beskytte hende mod grove, bevæbnede soldater for, at hun kan få lov at behandle mandens sårfeber. Han viser sig at være en usling, omend en magtfuld en af slagsen, men Jayne helbreder uden smålig skelnen mellem rang og køn.

I det følgende involveres Jayne og William direkte i de blodige kampe mellem kongetro royalister og parlamentet, der repræsenterer det britiske folk. I spidsen for parlamentet indtræder den snu Oliver Cromwell, og så bliver det surt for de snobbede royalister.

Vi er med, når Jayne behandler høj som lav under usle forhold – og når William modigt anfører sine folk mod en bedre bevæbnet fjende i overtal. De to er så ædle, så hårdtarbejdende, så uselviske, at man allerede fra starten aner, hvordan det må ende.

“Mursejleren og rørhøgen” er en flot fortalt og ganske spændende fortælling fra det gamle England. Minette Waters, der slog igennem med en række storsælgende krimier, er ingen Hilary Mantel, men hun skriver fængende og farverigt – og en anelse ugebladsagtigt. Fans af historiske romaner kan trygt afgive ordre hos nærmeste bogpusher.

Et lille, men konstant irritationsmoment skal nævnes: Tiltaleformerne De og Dem skrives nærmest konsekvent med lille d. Er der en korrekturlæser til stede?

Lån bogen på biblioteket