Mordoffer af Chris Carter

Dette er uden sammenligning noget af det mest modbydelige jeg har læst meget længe. Så er det sagt.

En vanvittig morder bryder ind hos forskellige kvinder, foretager et videoopkald til deres nærmeste, og slår kvinderne ihjel på de mest bestialske måder man (forhåbentlig ikke) kan forestille sig. Mens offerets bedste ven, ægtefælle eller søster tvinges til at se på. Det er så modbydeligt, og så udpenslet, at man føler sig fysisk dårlig mens man læser om det.

To politifolk fra LAPD’s (Los Angeles Police Departement) særlige afdeling for ekstemt voldelige mord, bliver sat på sagen, og vi følger deres opklaringsarbejde. Sagen er naturligvis helt håbløs, og alle spor ender blindt, lige indtil vi i løbet af få sider til allersidst, får hele møget opklaret. Ved en tilfældighed.

Karaktererne i almindelighed, og politifolkene i særdeleshed, er klichéer og står utydelige og ikke særligt troværdige. Forfatteren vælger at fokusere på decideret ondskab, frem for den gode historie med et troværdigt persongalleri. Personer kommer og går i løbet af bogen, og det er ikke alle der følges til dørs. Nogle forsvinder bare ud af bogen, uden at vi nogensinde finder ud af hvorfor de i det hele taget skulle med. Forfatterens åbenlyse forkærlighed for bilmærker og -modeller og deres respektive præstationer, samt en udpenslet forkærlighed for whisky og dens smagssammensætninger, virker fuldstændig malplaceret. Sidstnævnte er sikkert et forsøg på at give karaktererne et særkende, men der er bare alt for mange der ved alt for meget om whisky til at det fungerer.

“Mordoffer” er den ottende bog i serien om kriminalassistent Robert Hunter. Det er mit første møde med både serien og forfatteren, Chris Carter. Det er også mit sidste.

Bogen er pinligt dårligt oversat, amerikanske vendinger er oversat ordret, og virker derfor decideret fjollede på dansk. Specialafdelingen som Hunter er en del af, skifter lige pludselig navn undervejs, for så senere at vende tilbage til det oprindelige igen.

Men det værste er, at “Mordoffer” faktisk også er lidt spændende. Hvis man kan se bort fra det utroværdige persongalleri og den sygeligt udpenslede vold, kan man faktisk godt blive lidt grebet af den. Og det giver ingen mening, for bogen er på alle måder dårlig. Så jeg bliver nødt til, meget mod min vilje, trods alt at give den to stjerner.

Lån bogen på Bibliotek.dk