Mørkets egne af Charlotte Weitze

Hver eneste novelle i “Mørkets egne” udforsker den menneskelige tragik og ensomhed i en eller anden forstand. Men selvom Weitzes noveller handler om tab og død og savn, er de ikke mørke og nedslående. For ikke én historie fortælles uden at farver og lys er med til at tegne en stemning, et menneske eller mening.

Langsomt spiller lysets gennemtrængende kraft sig til en hovedrolle på siderne. Som når en gammel mormor står for døden, og barnebarnet lægger mærke til hendes lysende ankler, der stikker ud under kjolen. Eller når der fra sovende soldater stiger gennemsigtige børn op med store sørgmodige øjne.

Weitzes specialitet, den fabulerende realisme er heldigvis også at finde i de fleste af novellerne. For når hun glemmer at fabulere, mister fortællingerne hurtigt kraften, og de synker ned til alle de andre noveller, der i min sofa er blevet læst og glemt gennem tiderne. Fx novellen “Lyset fra Kreta”, hvor hun lader tre evigt-skrukke veninder være på græsk ø-ferie.

Middelmådige noveller er dårlige, men dem er der heldigvis kun et par stykker af i “Mørkets egne”. De fleste er rigtig gode, og to af de ti fortællinger går rent ind. “Benet” om familien hvor mændene altid har været soldater, og den poetisk-underlige “Mørke cyklister”.

Hvad er det Charlotte Weitze helt præcist har for med sin fabuleren over lyset og mørket, farverne og skyggerne – og alt det gennemsigtige? Jeg ved det ikke – kun, at det bringer mig i en helt særlig sindsstemning, der giver mig et besynderligt…håb.

Nærmere kan jeg ikke komme det.

Lån bogen på Bibliotek.dk