0 kommentarer

Min kæreste elskling af Gabriel Tallent

af d. 4. november 2018
Info
 
Sideantal

410

Udgivet

2018

ISBN

978-87-400-4622-9

Originaltitel

My absolute darling
oversætter: Tonny Vorm

Udgave

1.

 

Vi følger den 14-årige Turtle, som bor alene med sin far i huset, som forfalder mere og mere. I en container tæt ved bor hendes bedstefar, og de to mænd er stort set de eneste Turtle omgås. Hun går i skole – men her holder hun sig for sig selv, undgår de andre.  

Hendes far fortæller hende ofte at han elsker hende – hun er hans ’kæreste elskling’ – samtidig kalder han hende en møgso og en bitch! Han er en sammensat person, utilregnelig, fordrukken og ond i sulet – men samtidig læser han bøger, er meget vidende og vil gerne give sin viden videre til datteren.

Martin lærer hende at rense og håndtere våben. Hun indprentes vigtigheden af at være på vagt, have skærpede sanser. Turtle kan begå sig i naturen, hun kan bevæge sig lydløst, finde vej og overleve. Hun kan skyde og ramme sit mål præcist. Hun er en fighter, og hun overlever på trods af de frygtelige overgreb hun udsættes for.

Hun holdes i kort snor af Martin, som ikke tillader hende at omgås andre – hun er hans! Hun elsker sin far, hader ham og frygter ham. Og med god grund. Han har totalt magt over hende.

Da hun en dag følger efter to jævnaldrende drenge i skoven, og hjælper dem, da de er faret vild, ændres noget i Turtle. Hun forelsker sig i Jacob – og ser pludselig, at livet kan være anderledes end det liv hun kender – men det er farligt!

Det er en meget rystende og gribende bog om et barns, en ung kvindes liv i et hjem med fysisk og psykisk vold og overgreb. Flere i lokalsamfundet er vidende om, at der er noget galt hjemme hos Martin og Turtle – men ingen griber ind, de lader det være op til Turtle at komme til dem, hvis hun har brug for hjælp. Og Turtle er loyal over for sin far, hun benægter de frygtelige ting, der sker derhjemme. Det er nok også hendes egen skyld, tænker hun – hun er jo bare en grim luder, en bitch, en møgso. Hun er fuld af selvhad og har hadefulde tanker om andre kvinder, der forsøger at nærme sig. Hun har til dels overtaget sin fars måde at tænke på. 

Det er forfatterens debut – og hvilken debut! Jeg kan absolut anbefale denne bog, men må også advare: der er mange stærke scener, den er voldsom! Det er ikke en bog man ryster af sig lige med det samme.

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter