Min iranske barndom af Marjane Satrapi

I første del af Marjane Satrapis tegnede biografi følger vi hendes opvækst i en iransk brydningstid. Landets leder ’Shahen’s popularitet er på et nulpunkt, – mandens diktatorstyre har udøvet fysisk og psykisk vold, fængslet, tortureret og myrdet uskyldige borgere, og i 80’erne begynder demonstrationerne. Satrapis forældre er meget åbensindede, de deltager i demonstrationerne imod Shahen, men sættes under press da præstestyret tager magten. Nu skal kvinder klædes i tøj fra top til tå, synligt hår er forbudt, og familien Satrapi kan hverken tage det alvorligt eller acceptere det. I skolen giver det alvorlige problemer, forældrene kaldes ind til et møde og får at vide at de skal opdrage deres døtre til at vise lærerne respekt, og skjule deres hår ordentligt. Satrapis far anbefaler derpå den kvindelige lærer til at få studset sit overskæg. Både forældrene og pigen kører hele tiden på kanten af en arrestation af det religiøse politi. Forældrene smugler to plakater med hjem til datteren, – idolplakater af Iron Maiden og Kim Wilde. Alene valget af motiverne siger med meget store bogstaver, hvor frit et hjem Marjane Satrapi kom fra.

Grafisk kræver albummet lidt tilvænning. Tegningerne er simple, sort hvide og stemningen er selvfølgelig både deprimerede og til tider paranoid.

Fortællingen kommer rundt om den politisk engagerede familie, hvor både morfar og et par onkler er blevet henrettet af det hemmelige politi. Ind imellem ret spændende, men helheden er en smule rodet, det er mere enkeltstående passager end et egentligt fortløbende plot, og jeg savner en mere skarp optrukket rød tråd. Målet med tegneserien er at fortælle at ikke alle iranere er binegale religiøse fanatikere – et indtryk man ellers nemt kan få via de danske medier. Og fra visse politikere. Det lykkes Satrapi ret godt med. Hun lykkes også med at fortælle en del af irans nyere historie.

Lån tegneserien på biblioteket