126
2013
978-87-7105-421-7
Les hommes qui n'aimaient pas les femmes, kunstner: José Homs, oversætter: Niels Søndergaard, forlæg: Stieg Larsson, redaktører: Carsten Søndergaard, Jens Trasborg
Belgieren Sylvain Runberg og den spanske tegner Homs, har skabt en fransk tegnet udgave af Stieg Larssons Millennium-trilogi. Og Sylvain og Homs gør det ret godt.
Her foreligger første bind, baseret på Larsson bedste roman, debuten ‘Mænd der hader kvinder’. ’Frit efter’ står der på omslaget, men det er vitterligt kun små friheder skaberne har taget sig i forhold til Larssons roman. Er det længe siden man har læst romanen, vil man formodentlig ikke opdage nogen forskel. Kendere vil kunne nyde gensynet med en fed og dyster historie, og nye læsere vil muligvis finde lysten til at læse Larssons oplæg. Historien er stadig spændende, selv hvis man enten har læst bogen eller set en af filmatiseringerne. Den kan selvsagt ikke måle sig med romanoplægget, men det er en både flot, spændende og dynamisk tegneserie, der dog ikke kommer til at sætte nye standarder. Tegnestilen er realistisk, ikke udpræget nordisk, godt nok præsenteres her et frostkoldt Sverige, men det har ikke et særligt skandinavisk præg.
Det helt udslagsgivende for Larssons succes er hans to hovedpersoner, hvor særligt Lisbet Salander brænder sig fast i hukommelsen, og hendes tegnede alter ego er der også kælet for. Hendes modstykke Michael Blomkvist er lidt mere anonym, man får ikke helt fat i alt det han egentlig udretter i forhold til opklaringen af rigmandsdatteren Harriet Vangers forsvinden. Det kræver en skreven roman, men alligevel er Blomkvist i Runbergs manuskript en fin pendant til femi-punkeren Salander.