Mercedes-snittet af Anne Mette Hancock

En til tider småsur politimand og en emsig journalist med rod i parforholdet. Det umage makkerpar i Anne Mette Hancocks krimier hedder Heloise og Shcäfer i stedet for Dicte og Wagner, sådan som de gør i Elsebeth Egholms krimiserie, men ellers er de langt hen ad vejen de samme. Det er selvfølgelig ærgerligt at Hancock ikke har været mere original i skabelsen af sine hovedpersoner, når nu hendes fantasi i øvrigt overhovedet ikke fejler noget. Men man kan selvfølgelig også hævde at kombinationen af journalist og politimand er en god gammel og velafprøvet konstellation der virker. Også hos Hancock.

En dreng er forsvundet fra sin skole. Journalisten Heloise Kaldan tager derhen, og i skolegården møder hun sin nære ven, den bramfri efterforsker Erik Schäfer. Heloise bliver beordret til at droppe en kontroversiel artikel om PTSD-ramte soldater, fordi hun skal dække sagen om den forsvundne Lukas. Men da der dukker ting op i Lukas-sagen, der peger i retning af traumatiserede soldater, får Schäfer brug for Heloises hjælp til at finde hoved og hale i et uhyggeligt virvar af spor.

Det er ofte set at en krimiforfatter udlægger falske spor i håb om at læseren følger dem, for så at kaste et eller andet overraskende ind i handlingen som man ikke lige havde set komme. Det er ofte set, men gør sjældent noget godt for en krimi. Med undtagelse af når Anne Mette Hancock gør det. Hun evner faktisk at overbevise sin læser om, at nu er vi på rette vej, selv om vi overhovedet ikke er. Historien stritter i virkelig mange retninger, og man kan måske hævde at det er lige i overkanten, men Hancock formår alligevel at samle trådene og i det store og hele holde fokus. Det er virkelig godt gjort. Som læser er jeg ofte forvirret, men jeg er aldrig hægtet af. Løsningen, som ikke skal afsløres her, er naturligvis noget man ikke havde regnet med. Og slutningen… Den havde jeg slet ikke set komme. Ret godt gået.

Anne Mette Hancock er spændingsforfatter med stort S, hendes komplot er komplekst og en smule forvirrende, men som læser har jeg hele tiden en tryg fornemmelse af at Hancock har det store overblik. Sprogligt set er “Mercedes-snittet” som krimier er flest. Der er nogle der er langt bedre på den front, og mange der er meget værre. Men Hancock kompenserer for behersket sproglig finesse ved aldrig at lade spændingskurven dale – tværtimod – og det er dybest set det en krimi skal kunne. Er der så også arbejdet med sproget bliver det rigtig godt, men af en krimi forventer jeg mere at plottet er stramt, svært gennemskueligt og spændende, og det får jeg til fulde af Hancock.

“Mercedes-snittet” er den anden bog i serien om Heloise og Schäfer. Jeg har ikke læst den første, “Ligblomsten”, men tænkte ikke på noget tidspunkt at jeg manglede noget.

Lån bogen på Bibliotek.dk