251
2015
978-87-93328-63-1
1. udgave, 1. oplag
Dette er historien om en lille pige, der som helt lille bliver kidnappet af en ulveflok. Som vokser op i flokken som stedsøster, og som på trods af sine udfordringer med ikke at ligne de andre ulve, lære at være en del af fællesskabet. Hun vokser op og bliver en stor hjælp for ulveflokken og med tiden også for andre dyr. Hun forstår naturen på en helt særlig måde og mindes ikke sit menneskeliv. Hun bliver en slags dyredoktor, og på et tidspunkt lærer hun at kommunikere med stammefolket, hvor hun også bliver integreret i deres “familie”.
En journalist kommer til og dokumenterer hendes liv, og da han rejser hjem igen, begår han den dumhed at udgive hendes historie (det af den han nu kender til), hvilket gør at civilisationen blander sig i ulvenes, stammefolkets og naturens orden. Det skaber frygt og kaos og gør intet godt for nogen. Han rejser derud igen og opdager, at ulvenes mennesketøs har fået et barn, og han vil rigtig gerne hjælpe med at få styr på de fejl, han har lavet, så han får hende til sidst til at komme tættere på civilisationen, så andre nysgerrige fremover kun vil opsøge hende og ellers lade stammefolket og dyrene være i fred.
En historie som er fangende og har mange spændende scener undervejs, men som desværre også bliver tung at læse. Det er simpelthen måden den er skrevet på, der gør at det ikke rigtig glider. Men historien er fin og man får lyst til at blive en del af ulveflokken og leve i pagt med naturen. Man bliver familiær med de forskellige karakterer, og det er ganske hyggeligt.
Det er ikke en banebrydende fantasy fortælling, men den har alligevel nogen rigtig gode pointer, og man rammes på flere følelser undervejs, fordi man nemt kan forestille sig det liv og de udfordringer, hovedpersonen må igennem.