Machine af Peter Adolpsen

Sproget er selve livet, mener mange. Begge dele udfolder sig i al sin pragt i Peter Adolphsens nye konstruktion. Men hør lige startlyden af Adolphsen lille maskine – for det er så typisk adolphsk:

“Klokken 7:59 p.m., d. 23. juni 1975, på 1st South St. i Austin Texas, eksploderede en dråbe benzin i en bilmotor. Tilfældet gjorde, at afbrændingen af denne dråbe brændstof dannede et skæringspunkt for historierne om bilens to passagerer og dråben selv, der igen var forvandlet, nu til udstødningsgas.”

“Machine” følger i Adolphsens bedste filosofisk-faktuelle stil denne lille dråbe af universet fra den for 55 millioner år siden bankede i en urhests hjerte. Kort fortalt er forhistorien: hesten falder ned i en sø, hvor den synker til bunds og i løbet af de mange millioner år bliver omdannet til olie. I 1973 borer et olieselskab sig ned til denne olielomme, og en aserbadjansk oliearbejder mister armen i arbejdet med at hente den gamle oliedråbe op.

Dette møde mellem urtid og nutid sætter hovedhistoriens begivenheder i gang.

Vi får den (livs)historie der fører oliearbejderen frem til mødet med urhestens hjerte/oliedråben. Hans opvækst i sovjetrepublikken, racercyklen fra faren, flugten til USA via Iran og forvandlingen til amerikaner. Vi får dråbens videre færd og forvandling. Til benzin, udstødning og i sidste sørgelige instans: kræft. Og med jævne mellemrum doseres vi faktuel viden, og ikke så sjældent, filosofisk. Fx om døden i ‘praktisk, makroskopisk forstand’, om Sovjetunionens kategorisering af dets forskellige etniske folkeslag, og om magt som eksistentielt bindevæv.

“Universet besidder så umådelig meget stof, plads og tid til at lade forvandlingernes forvandlinger afprøve mulige kombinationer, at det har resulteret i nuværende enorme mængder strukturer og deres forvandlinger. Fortællingen om et givet gran stof er derfor historien om disse spontane strukturer og deres forvandlinger.”

Peter Adolphsen skriver sig i “Machine” endnu et stykke tættere på hvad sproget, historien – eller måske selveste livet er for en størrelse. Sproget knitrer af gennemtanke og betydning, og Adolphsens historiefortælling får mig endnu engang til at føle mig som en del af noget.

“… sluttelig er enhver større organismes død starten på en veritabel eksplosion af andet, primært bakterielt liv.”

Det er da besynderligt rart at tænke på.

 
Lån bogen på Bibliotek.dk