Lunapark af Volker Kutscher

“Hvordan fanden får nogen et glasøje i luftrøret?” – lyder det centrale spørgsmål i kriminalassistent Gereon Raths efterforskning af kvælningsmordet på en SA Rottenführer i Berlin i foråret 1934. Retsmedicineren har intet fornuftigt svar, så Rath må atter engang sætte de små grå på overarbejde.

Volker Kutcshers krimier fra mellemkrigstidens Berlin danner forlæg for den fremragende tv-serie Babylon Berlin. Den særlige genre kaldes Berlin Noir, og Kutscher er en glimrende fortolker. Flotte tidsbilleder, troværdige personer, spændende (om end noget tunge) plots – kort sagt næsten på højde med genrens mester, Philip Kerr.

Her et års tid efter Hitlers magtovertagelse marcherer de brunskortede SA-tropper omkring i den tyske rigshovedstad og slår i førerens navn, hvem de nu har set sig onde på, til plukfisk. Jøder, homoseksuelle, socialdemokrater og andre samfundsskadelige elementer.

Flere brunskjorter – “professionelle forbrydere i SA-uniform” – må lade livet; en af dem tager lykkeligvis sin makabre specialitet med i graven, ”det sorte kys”. Fy for en bølleprut, siger jeg bare.

Rath og hans egenrådige kone Charly (Charlotte) bedriver hver deres efterforskning og ender hurtigt dér, hvor de tidligere har gravet – i de mafiøse kredse i Berlins undergrund. Dér, hvor et liv ikke er mere end et fingerknips værd. Og hvor en kynisk hjerne kan se en fordel af at bruge det nye, voldelige regime som dække over egne kriminelle aktiviteter.

Visse spor peger i retning af den spøgelsesagtige forlystelseshave Lunapark. Andre indicier tyder på, at efterforskningen må en omvej ind omkring en af Raths gamle kendinge, forbryderkongen Marlow, som også de nazistiske polititropper har et godt øje til. Eller måske snarere et manglende øje…

Kutscher fremmaner fornemt et paranoidt Berlin, hvor slyngler som Heydrich og Himmler pludselig er kommet til ære og værdighed. Hvor der pulses Overstoltz og bælles fadbamser til tonerne af primitiv marchmusik. Hvor de sidste anstændige tyskere er nødt til at dukke hovedet på vej ind i en sort fremtid.

Et lille hip til forlaget og dets bagsidetekstforfatter: Nej, Hitlerjugend er ikke bare en “ungdomsklub”, SA står for Sturmabteilung (med 2 u’er) og hovedpersonen Gereon Rath er ikke kriminalkommissær, kun -assistent, hvilket er en ikke uvæsentlig pointe i serien. Var man ikke nazist i Det Tredje Rige, blev man ikke forfremmet.

Oversætter Hanne Lund gør som altid et glimrende job – og har som altid et par små udfald. Hør denne replik: “Sursteg, tror jeg. Hvormed har jeg gjort mig fortjent til det?” Undskyld, hvilket normalt menneske formulerer sig så opstyltet? Og nej, Sauerbraten bør ikke oversættes til sursteg.

Lån bogen på biblioteket