Luftspejling 38 af Kjell Westö

“Luftspejling 38” fik Nordisk Råds Litteraturpris, og det er da også en fremragende roman, som varmt skal anbefales. Om det er Nordens bedste bog lige nu, kan diskuteres, for undervejs er der lidt for mange ligegyldige vejrindslag og anden tomgang – men velskrevet, velkomponeret og spændende, det er den.

Mathilda Wiik er advokat Claes Thunes pligtopfyldende sekretær, en lidt kuldslået dame, der holder på formerne, hvilket ikke er nogen ulempe i det svensktalende højborgerskab i Helsingfors 1938. I indledning udebliver Mathilda højst ureglementeret fra arbejde; Thune bekymres og tager sporvognen ud til hendes bopæl. Og så springer vi otte måneder tilbage i tiden.

I Tyskland har Hitler skabt et økonomisk mirakel, som imponerer flere af medlemmerne i Onsdagsklubben, seks velaflagte herrer, der mødes på skift hos hinanden, får nogle kraftige sjusser og lidt god mad – og diskuterer politik, så det brager. Claes Thune og et par af de mindre højreorienterede medlemmer er dog skeptiske; de kan sagtens gennemskue, at det germanske mirakel bygger på undertrykkelse, racehad og udvidelse af det tyske Lebensraum. Efterhånden bliver diskussionerne så indædte, at klubben knager i fugerne.

Det hjælper heller ikke på sammenholdet, at Thunes bedste ven, Lindemark har snuppet hans elskede kone, Gabi. Og at Gabi nu hænger Thune offentligt til tørre i en skandaløs, erotisk novellesamling. Den godhjertede tørvetriller Thune bliver mere og mere nedslået og overser derfor rent, at hans dygtige sekretær er ved at bryde sammen.

I et af Onsdagsklubbens medlemmer har hun nemlig genkendt Kaptajnen. En fæl fyr, der voldtog og pinte hende tyve år tidligere, da hun som 16-årig var fange i en finsk afart af en koncentrationslejr. Kaptajnen har til gengæld ikke genkendt hende, og han begynder nu at flirte med den tilsyneladende så dydige sekretær. Man aner, at det kan ende gruelig galt.

Både Thune og Mathilda bevæger sig på sammenbruddets rand. Under indtryk af den ny tids racisme har et andet af Onsdagsklubbens medlemmer, jøden Jary, overskredet tærsklen og er ved at synke helt til bunds i sindssygens mørke. “Luftspejling 38” bliver dermed også en yderst interessant dissektion af menneskets skrøbelige sind og normalitetens ydre grænser. Kan vi se vanviddet i hinanden? Kan vi se det i os selv?

Mathilda er udmærket klar over, at hendes jeg består af tre forskellige personligheder: “Måske var det Mathilda der talte. Den praktisk anlagte, fornuftige Mathilda. Hverken uregerlig som Miljapigen eller så ivrig efter at gøre alle tilpas som fru Wiik.” Kampen mellem de tre personligheder skærpes bogen igennem.

“Luftspejling 38” transcenderer også ud over tid og sted – Helsingfors 1938 – og bliver en spejling af alle tider og alle steder. Hør for eksempel sindssygelægens diagnose af den finske overklasses ligegyldighed over for den truende krig i Europa; en diagnose, der lige så godt kunne gælde for Danmark 2015:

“Vores tid er et janushoved, der påtvinger os uhyggelige kontraster. Der findes en virkelighed der er mere grusom end nogensinde. Men samtidig er eskapismen kønnere og mere tillokkende end før. Og mere tilgængelig for masserne. der er en tristesse over det hele, en ulyst midt i al forlystelsessygen.”

Lån bogen på Bibliotek.dk