Livsstil er en livsstil – En selvhjælpsbog der kan hjælpe dig til at hjælpe dig selv – med selvhjælp af A. Matthesen
271
2021
978-87-02-31641-4
Anders Matthesen er standup komiker, forfatter, ordsmed med mere. Og om man bryder sig om ham som person eller ej, så har han skabt sig en ret stor succes. Derfor har han nu på fineste vis kastet sig ud i en selvhjælpsbog, som det nok reelt kun er ham selv der mener kan hjælpe nogen, men lad os dykke lidt ned i den. For vi kommer omkring emner som mad, vægttab, meditation, feng shui og meget andet. Og han har en holdning til det hele, og det er jo selvfølgelig kun hans mening der virkelig er den rigtige. Han har skruet helt op for den selvtilfredshed som man kender ham for, og han videregiver budskaber med et twist, så man måske ikke er enig, men i hvert fald får noget at tænke over. For er vi virkelig så perfekte som vi viser på de sociale medier? Har vi virkelig brug for at dyrke al den motion vi snakker så højt om, og skal vi virkelig fortælles at det godt kan være det er vores egen personlighed der skal finjusteres lidt? Ja. Helt kort, det skal vi faktisk, og det formår Hr. Matthesen at gøre med glimt i øjet, humor og ud fra sin egen indsigt i hvad livet kan og skal kunne.
Vi får her et værk som faktisk kan være en stor hjælp til at få smilet tilbage, få tankerne i gang og give dig som læser lov at føle at du selv er noget særligt. For vi må gerne iscenesætte os selv, vi må gerne føle os bedre end andre og ikke mindst må vi gerne sige højt at vi hver især kan noget. Og har du lidt mere end din nabo, så vis det frem så naboen får noget at leve op til.
Det er virkelig et genialt koncept og et eller andet sted er der nogen dybere tanker bag. For man er som læser egentlig ikke i tvivl om at Anders Matthesen gerne vil have at vi som mennesker tænker os lidt mere om inden vi åbner munden. Og at han egentlig gerne vil vise os at vejen frem kan være at vi bliver bedre til at lytte, lære og leve med alt hvad det indebærer.
Bogen er virkelig flot stillet op og kan man bruge nogen af hans små guldkorn er det jo blot en bonus. Personligt kan jeg virkelig godt lide bogen, og jeg var helt opslugt fra start til slut – hvorefter jeg opdagede at jeg fik mindst lige så meget ud af den ved ikke at læse det hele ud i en køre. For man bliver udfordret på sin daglige tankegang og det er i sig selv både sjovt og stimulerende.
Den intellekt man fornemmer der er bag Anders Matthesens humoristiske indgangsvinkel er spændende og giver en lyst til at udforske livet på flere planer end sofaen hele søndagen!
Anmeldereksemplar.