Info
Sideantal
435
Udgivet
2008
ISBN
978-87-7053-157-3
Originaltitel
Lidelses - oversat af Allan Hilton Andersen
Udgave
1. udgave
“Livløs” er femte bog i serien om den enerådende og altid moralsk udfordrede vicekriminalkommissær Tom Thorne. Og det er klart den bedste. Og mest rå. Mark Billingham har denne gang en hel masse på hjerte, og han fedter ikke med det.
Da Thornes far i sidste bind omkommer i en brand, måske påsat, tildeler politimanden én person hele skylden: Sig selv … Og det sender Thorne ud i en tilsyneladende bundløs deroute.
Så langt ude er han, at han lige så godt kan påtage sig hvervet som undercover hjemløs og politiagent. Thorne skal leve på gaden blandt de andre bumser, sove i en papkasse i Londons metro, tigge sig til en skilling, kede sig og fryse røven i laser, mens han prøver at finde spor i en håbløs sag.
En ualmindeligt led satan er nemlig i færd med at sparke et stort antal hjemløse ihjel, og det med en brutalitet, som tyder på sadisme eller et vanvittigt had.
Undskyld, Deres anmelder bander så meget denne gang, men Thornes liv som hjemløs er pissegodt beskrevet. Lige så hans venskab med junkien Spike og hans kæreste Caroline. Samtalerne med de hjælpsomme frivillige, drukken af stærke (danske!) Special Brew, almindelige menneskers afsky og mistro, den fortsatte spiral nedad.
En junk-scene, hvor Spike og Caroline hjælper hinanden ind i suset, og et par af mordene er så levende beskrevet, at det er som at se film. Pyha.
“Livløs” er en betændt historie om de mange soldater, der har været i krig og ender som hjemløse. Billingham har konstrueret et snedigt krimiplot, som jo er det, læseren anskaffer bogen for – men samtidig får forfatteren formidlet nogle stærke og relevante pointer om samfundets (også din og min) behandling af hjemløse i almindelighed og traumatiserede hjemvendte soldater i særdeleshed.
Jeg gik sporenstregs ud og gav nogle pesos til en forhutlet tigger (og dem er der mange af her i Santiago de Chile, hvor folderne slås indtil i aften). Udtrykket i mandens fjæs, forbløffelse, glæde, var hver en øre værd.