Livet af Keith Richards

Keith Richards virker som en mand, der altid har haft travlt med at nyde livet. Han har fulgt sin passion for musikken før noget andet. Det har medført at han har været en fraværende far, for når han arbejdede med musikken var han væk. Det kunne stå på i flere dage uafbrudt, uden søvn, dybt på alskens substanser.
Rollen som fortæller påtager Richards sig med bravur. Episoder hvor hans primadonnanykker har taget overhånd præsenterer han med et humoristisk skuldertræk. Han har overblik, selvindsigt og fortæller uden fortrydelse. Bogens titel siger det hele.

Samtidig er det ærgerligt at enkelte udtryk er direkte oversat til dansk. Der er steder, hvor den engelske ordstilling dominerer, og det fungerer ikke på dansk. Rolling Stones entusiaster bør nok ty til den engelske originaludgave. Det er dog ikke værre, end at bogen sagtens kan læses.
Rent fortælleteknisk gøres der et par friske kunstgreb. Hvor det virker naturligt lader Richards familie eller bekendte overtage fortællingen. Især sønnen Marlons fortælling om opvæksten i et faldefærdigt palæ med sin narkotisk psykotiske mor(d) i en fløj og far Keith i en anden rammer plet. Den er speciel, da det nok er første gang vi hører, hvordan en superstjernes børn har oplevet en særpræget opvækst.

Ofte bliver kendis biografier først interessante når delen om barndommen er overstået. Ikke hos Richards. Opvæksten i provinsbyen Dartford er spillevende fortalt, her stadfæstes det humoristiske vid som lever i resten af fortællingen. Det underlige er at beretningen om opstarten af Rolling Stones i starten af 60’erne ikke er voldsomt underholdende. Der er alt for mange personer, der nævnes i flæng. Først da Stones har fået stor succes i 70’erne, og forholdet Jagger/Richards er blevet ‘anstrengt’, får historien vægt. Richards side af hans og Jaggers konflikter er ikke så endimensionel som man kunne frygte. Han fortæller ærligt om årsagerne til gnidningerne. Læseren aner hvordan Richards, via sit ustyrlige temperament, ikke har kunnet bidrage positivt til konfliktens løsning. Dynamikken mellem de to slår gnister. Det er åbenhjertigt, og utroligt fascinerende.

‘Livet’ byder på flere rockhistorisk interessante oplysninger. Det fortælles hvordan Jagger/Richards mødte Lennon/McCartney og på venskabelig vis udvekslede sange, som begge bands derefter indspillede og fik succes med. Hendrix træffer Richards aldrig, men Richards påstår at være ophavsmand til ‘Hey Joe’. Sangen som utallige har hævdet var deres, men er bedst kendt i Hendrix fortolkning.

Når en fagmand fortæller om sit fag, er det ofte uforståeligt for lægmand, fordi de ikke har indsigt i fagsproget. Men Richards er en gudsbenådet fortæller. Hans forklaringer omkring hans akkordkonstruktioner og spilleteknikker er letforståelige, og bedst af alt; Man betages af den kærlighed hvormed der fortælles. Richards er en ydmyg tjener for sit instrument. Guitaren.

Lån bogen på bibliotek.dk