361
2018
978-87-93628-59-5
Som 24-årig er Liv egentlig godt tilfreds med sit liv. Hun er næsten færdig med sin uddannelse og er i et lykkeligt parforhold med Mikkel. Tror hun da! For ud af det blå annoncerer Mikkel en dag, at det er slut imellem dem. Liv er overbevist om, at der er en anden kvinde i billedet, men Mikkel insisterer på, at han har brug for tid til at finde ud af, hvad han vil med sit liv. Og til det har han behov for at være alene.
Så Mikkel flytter, og Liv falder i et sort hul. Veninder og familie forsøger at trøste og hjælpe hende videre, men savnet af Mikkel er enormt. Selv da Liv flytter fra deres fælles lejlighed og lejer et værelse hos en venindes veninde, fylder bruddet stadig en stor del af hendes liv. Men en ferie i USA med lillesøsteren Linnea kan måske være starten på en frisk.
“#liv” er et troværdigt portræt af en ung kvinde, hvis liv pludselig falder sammen. Tine Torp Thorlin skriver flydende i et nutidigt og talesprogspræget sprog om emner, som målgruppen kan spejle sig selv i. Ikke kun kærestesorgen, men også venskabet med veninderne, tankerne om fremtiden og det evige ræs med den perfekte online-præsentation. Som 46-årig var jeg ung, førend det sociale liv på nettet blev så vigtigt, som det er for ungdommen i dag, men også de problemstillinger adresserer Thorlin på en humoristisk måde, der dog også giver stof til eftertanke.
Historien fortælles af Liv i små, dagbogsagtige afsnit med overskrifter som ‘Dag 11 / Onsdag’ osv. Ind i mellem er indsat forskellige vignetter, der følger indholdet, f.eks. et kondom, et kamera, et par solbriller m.m. Der er med andre ord gjort noget ud af layoutet, der da også virker appellerende og lækkert. Der er dog sket en fejl hos trykkeriet, således at siderne 216-211 er indsat mellem side 24 og 25. Heldigvis kommer de også – i den rigtige rækkefølge – på deres korrekte plads, så det er blot et mindre irritationsmoment.
På trods af at jeg sikkert er 20 år for gammel til at tilhører målgruppen, var “#liv” en rigtig fin læseoplevelse, og jeg læste den nærmest i en køre. Dels fordi den næsten læser sig selv. Dels fordi den også har noget at sige til os mere modne læsere. Vi oplever jo alle ind i mellem nederlag og trængsler i livet, og historien om Liv er en glimrende lille reminder om, at vi ikke bør hænge vores lykke op på andre mennesker, men selv må tage vare på vores liv.
Dag 28 / Lørdag
“Du burde lave en liste.”
Linnea smilede til mig, mens hun tog et stykke pizza op fra bakken imellem os. Vi sad i sengen på hendes kollegieværelse. Duften af smeltet ost blandede sig med parfumen fra vanilje-duftlyset i vindueskarmen.
“En liste?”
“Ja, du plejede da at være ‘liste-eksperten’. Så lav en liste over alle de ting, du ikke kommer til at savne ved Mikkel. Du ved. For ligesom at se fordelene ved det.”
Hun holdt den ene hånd under pizzastykket, mens hun tog en bid. Et stykke champignon undveg hånden og landede i sengen. Hun samlede det hurtigt op og puttede det i munden.
“Hvad hvis der nu ikke er noget?” spurgte jeg trodsigt og tørrede mine fingre i et stykke køkkenrulle.
“Selvfølgelig er der det!”
Linnea smed det halvspiste stykke ned på bakken, kravlede ud af sengen og fandt en blok frem, der lå på hendes skrivebord. Hun kastede den hen foran mig og kort efter landende en kuglepen ovenpå.
“Lad os nu bare prøve … Vi kan jo starte med fem ting? Det burde du kunne finde.”
Jeg tog kuglepennen og skrev øverst på blokken med grafiske bogstaver ‘Ting jeg IKKE kommer til at savne ved Mikkel’. Ved siden af tegnede jeg en lille mand med kasket på.
“Okay,” begyndte jeg og satte kuglepennen mod blokken igen. “Han var faktisk ret slem til at snorke nogle gange. Især når han lå på ryggen. Så holdt jeg ham for næsen for at få ham til at stoppe.”
“Ja, skriv det!” sagde Linnea. “Hvad ellers?”
“Han fløjter. Hele tiden. Og han er dårlig til at lave mad – det var altid mig.”
“Ja, se, nu kører det. Skriv, skriv, skriv!” sagde Linnea og tog et nyt stykke pizza. “Hey – og tilføj lige det åbenlyse. Han gik fra dig, ikke?” (side 52-53)
Tine Torp Thorlin har tidligere udgivet ungdomsromanen “Come on Miranda”.