Ligblomsten af Anne Mette Hancock

Voldsomt spændende, og mere end almindeligt svær at lægge fra sig når man først er begyndt. “Ligblomsten” er Anne Mette Hancocks debut som krimiforfatter, og hvilken debut. “Ligblomsten” er spændende fra første til sidste side.

Forlaget skriver om bogen:
Journalist Heloise Kaldan står midt i et mareridt: Hendes kilde er blevet afsløret i en løgn, og avisen står på gloende pæle. Det gør Heloises privatliv også. Midt i det hele modtager hun mystiske breve fra Anna Kiel, der i tre år har været eftersøgt for drabet på en ung advokat.

Både den egenrådige politimand Erik Schäfer og Heloise selv begynder at grave i den gamle sag, da der sker endnu et drab. Har Anna Kiel slået til igen, eller er der mere end én morder? Hvorfor leder alle spor i sagen pludselig til Heloise? Er hendes eget liv i fare?

“Ligblomsten” starter et stykke oppe ad spændingskurven, og bevæger sig derfra støt og roligt opad. Plottet bliver mere og mere kringlet, og som læser er jeg i lang tid på fuldstændig bar bund, uden at jeg på noget tidspunkt er hægtet af historien. Jeg gætter og gætter, og da jeg endelig læner mig tilbage i lænestolen med et skadefro “Ha – nu ved jeg det!”, viser det sig at jeg er langt fra at vide noget som helst. Slutningen havde jeg i nogen grad regnet ud, men også kun i nogen grad.

Hancock er en dygtig fortæller, og hendes persongalleri fungerer i det store og hele rigtig godt. Måske er Erik Schäfer en smule for karrikeret, men ellers er der ikke noget at komme efter. Personerne får krop og karakter, bliver troværdige og hæver sig over bogens sider. Sprogligt synes jeg faktisk at “Ligblomsten” er mere levende og sprudlende end der er tilfældet i Hancocks næste bind i serien (“Mercedes-snittet”).

Forfatteren er ikke bange for at lade sine holdninger skinne frem i handlingen, ligesom hun ikke er bange for at uddele verbale lussinger til det danske retssystem. Dybest set er emnet for “Ligblomsten” (som jeg skal undlade at afsløre, for ikke at ødelægge oplevelsen for dem der endnu ikke har læst bogen) forfærdeligt. Men det er også et emne der skal behandles varsomt. Det gør Hancock rigtig godt, og selv om grundfortællingen er frygtelig, føler jeg mig helt tryg i forfatterens hænder.

Hancock har for alvor slået sit navn fast som krimiforfatter, og nogen af de mere etablerede krimidronninger, kan godt begynde at se sig over skulderen. Jeg tror at en ny krimi-kronprinsesse har holdt sit indtog på litteraturscenen, og jeg glæder mig til at følge hende fremover.

Lån bogen på Bibliotek.dk…