Levnedsbog af H.C. Andersen

Hvis du interesserer dig for H.C. Andersens liv og ikke har stiftet bekendtskab med hans ”Levnedsbog”, vil denne nyudgivelse fra Stauer Publishing være interessant. Bogen har uddybende noter fra redaktør Jens Staubrands hånd og er gennemillustreret med fotos.

H.C. Andersens livsforløb er i de store linjer velkendt for de fleste – men skal man tæt på ham i barndom, ungdom og studietid, er levnedsbogen væsentlig. Fortællingen virker dugfrisk og let tilgængeligt på tværs af næsten to århundreder – der er tilsyneladende foretaget sproglige moderniseringer.

Optegnelserne er skrevet i Andersens 27. leveår. En alder, hvori han tydeligvis opfatter sig selv som en moden herre, som ser tilbage på sit yngre jegs barnagtige og naive væsen med overbærenhed. Dette kan virke pudsigt i betragtning af hans stadig unge alder.

På H.C. Andersens tid er barndommen kort. Som 14-årig forlader han Odense og rejser til København for at forfølge et liv som kunstner. Han medbringer et introduktionsbrev til danserinden madam Schall fra bogtrykker Iversen i Odense, der også har skrevet om ham til forfatteren K.L. Rahbek. Det lykkes at få sangundervisning hos komponist Weyse, og han forsøger sig både som sanger, danser og skuespiller. Men drømmene slår fejl én efter én, og han har kvaler med livets opretholdelse.

Hvordan en fattig skomagerdreng overhovedet får foden indenfor hos tidens spidser, kan undre. Men han er ihærdig og siger selv, at hans barnlige, uskyldige væsen baner vejen: ”Jeg var så uhyre barnlig, så komisk i mine ytringer, så brændende begejstret for teatret, at man fik interesse for dette underlige væsen.” (s.84)

Der har gennem tiden været konspirationer om, at Andersen var uægte kongebarn, og at han fik hjælp ”fra højeste sted”. Det kan da også virke påfaldende, at han som barn leger med prins Fritz, mens hans mor er vaskekone på slottet i Odense – hvor han optræder for den senere kong Christian den 8. (s. 45-46).

Indenfor scenekunsten møder han kritik, men en kreds omkring ham får tiltro til hans digteriske evner og sender ham på latinskolen i Slagelse. Især lærer Meisling bliver en plageånd – ud fra devisen om, at ros gør eleven doven. H.C. Andersen mener selv, at hårde ord demotiverer ham, mens ros giver ham lyst til at anstrenge sig. Til alt held lader vennerne i København ham færdiggøre skoletiden i hovedstaden og tage eksamen der.

I sidste del af bogen begynder han at slå an som forfatter, går selvbevidst i clinch med sine kritikere – og rejser landet rundt, hvor han forelsker sig ulykkeligt i den skønne Riborg fra Fyn.

Levnedsbogen er som nævnt udstyret med et stort noteapparat. Selvom noterne kan være interessante og give et billede af historiens kontekst, er de også forstyrrende. H.C. Andersens tekst afbrydes, og læsningen bliver lidt som at scrolle rundt på en smartphone. Fejl i opsætningen skæmmer lidt.

Når det er sagt, får vi et interessant indblik i baggrunden for H.C. Andersens virke: Personskildringerne viser hans evne til at beskrive karakterer, og lidelserne i den pure ungdom er et oplagt afsæt for de eventyr, han senere bliver så berømt for.

Lån bogen på biblioteket