Lea af Pascal Mercier

Med “Nattog til Lissabon” fik Pascal Mercier et formidabelt internationalt gennembrud. “Lea” bekræfter schweizerens ry som en usædvanligt velskrivende forfatter med en fintfølende sans for menneskelige relationer og indre spændinger snarere end ydre drama og ståhej.

Rammefortællingen er to midaldrende mænds tilfældige møde i Provence. Begge mere end almindeligt godt begavede, begge hårdt ramt af virkeligheden, begge med et latent behov for en vens skulder at græde ud ved.

Martin van Vliets historie om sin datter Leas storhed og fald er gribende. Han fortæller den, fortvivlet og balancerende på randen af et sammenbrud, til sin nye ven, Adrian Herzog, over nogle følelsesladede dage og nætter i Sydfrankrig og på landevejen hjem mod Bern.

Martin og Lea mistede deres elskede kone og mor, Cécile, da Lea kun var 8 år. Lea forskanser sig bag en mur af utilnærmelighed, som den kejtede far ikke har værktøjerne til at forcere.

Begge aner en udvej, da Lea en dag hører en kvinde spille de mest vidunderlige toner på sin violin på en togstation. Nu ved Lea, hvad hun vil – og faren, hvordan han kan finde ind til sin datter igen. Tror de.

Lea viser sig at være et kolossalt talent. Sin første skoling får hun hos Maria, en eminent lærerinde, som Lea knytter sig så tæt til, at det næsten ligner en ny moderbinding. Og der er ikke plads til stakkels Martin.

Med årene bliver det til stadigt mere succesfulde optrædener på større og større scener. Og en skønne dag kaprer den tidligere virtuos, David Lévy, Lea, der uden at tøve efterlader såvel Maria som sin far hjælpeløse og frustrerede tilbage. Lévy overlader Lea sin uerstattelige Amati-violin, og den unge kvindes ry vokser til stjernerne.

Under hele sin beretning mere end antyder Martin, at det hele vil ende med en katastrofe. Både for ham og for den psykisk ustabile datter. Og det gør det så sandelig også. Alle hændelser og følelser arbejder sig ubønhørligt hen mod den altødelæggende finale.

“Lea” er en flot fortalt fortælling om det skrøbelige menneskesind og om den svære balance mellem nærhed og isolation. I min optik bliver Mercier lige lovligt teatralsk og skæbnestung undervejs, den bredeste pensel tages i brug, men det skal ikke forhindre en varm anbefaling af bogen.

Lån bogen på bibliotek.dk