Langsomt lukker jeg døren af Linda Olsson

“Denne gang gled landskabet forbi uden at vække nogen særlige følelser, og jeg lænede mig ind mod væggen og slumrede hen.”

Sentensen på side 65 i Linda Olssons “Langsomt lukker jeg døren” (alene titlen!) beskriver til fuldkommenhed den oplevelse, man får af at læse bogen.

Det er som at se maling tørre; eller græsset gro. Der er ingen spænding, ingen nerve, kun hverdagsagtige iagttagelser fortalt i et monotont toneleje. Bogens to stilfærdigt kværnende fortællerstemmer – brev og dagbog skrevet af en kvinde og en mand – er helt ens, lavmælte, omstændelige, blottede for indre liv.

Hvis man kan tale om handling, handler bogen om en art pilgrimsrejse, som svenske Helga er i færd med. Hun rejser i hælene på sig selv og sin mand Peter, en rejse med udgangspunkt i Paris og videre rundt i Provence, som de tog dengang, de ved et tilfælde havde mødt hinanden i Luxembourghaven.

Dengang var Helga en 40-årig, lidt ensom illustrator med en opgave i Paris. Den newzealandske arkitekt Peter blev hendes livs store kærlighed, og de endte med at flytte til et dejligt hus i Hamilton Beach nær Auckland.

Helga er nu i færd med at skrive et langt, langt brev til Peter, som er forsvundet (død? flygtet?), og brevet løfter gradvis sløret for deres forhold – og for, hvad der (ikke) sker undervejs på Helgas pilgrimsrejse.

Sideløbende skriver Joseph i sin dagbog. Hans søn Wills og barnebarn May er ved at flytte ind i Helga og Peters hus, som Helga har efterladt dem kvit og frit. Hvorfor? Det får vi også at vide, inden bogen langsomt, uendelig langsomt når til vejs ende.

Der er selvfølgelig en pointe med skriverierne. En udmærket pointe, som forklarer mange ting. Problemet er bare, at pointen falder så sent, at man har læst næsten alle siderne, før man fatter, hvad det hele går ud på. Det svarer til at høre en vittighed, der tager 7 timer at fortælle, før joken afsløres; man når desværre at blive både træt og ligeglad undervejs.

Ikke alene er “Langsomt lukker jeg døren” en af de kedeligste bøger, jeg nogen sinde har læst; den føles også opstyltet – hele præmissen med brevskriveriet og dagbogen fungerer ikke; man tror ikke på, at to mennesker bare giver sig til at skrive så meget, så detaljeret og så enslydende ud i det blå.

“Dagene gik, og så månederne. Når jeg tænker på den tid, har jeg slet ingen minder. Ingen overhovedet. Det er, som om den er blevet klippet ud af mit liv.”

Lån bogen på biblioteket