396
2014
978-87-11-34614-3
Läsarne i Broken Wheel rekommenderar
Kære Katarina Bivald
I din fine bog ”Læserne i Broken Wheel anbefaler”, starter du ud med at præsentere os for Sara fra Sverige, som lige er ankommet til byen Broken Wheel i USA. Sara er ankommet til byen med den forventning om at møde sin penneven Amy, som Sara har skrevet med i længere tid, om deres store passion: bøger. I stedet ankommer Sara til Amys begravelse, og hvad skal Sara så gøre i de 2 måneder hun havde planlagt at være i byen?
Gennem hjælp fra de andre borgere i byen, som Sara føler hun kender igennem Amys breve, får Sara startet en boghandel op i den næsten tomme by. Læsning er dog ikke noget borgerne interesserer sig særlig meget for, men med Saras anbefalinger begynder de alle at sidde med hovedet nede i en bog. Den nye boghandel tiltrækker endda også mennesker fra nabobyen. Oveni bliver Sara også forelsket, men det er jo dømt til at blive indviklet, når hendes visa kun varer få måneder.
Som coveret siger, så er det en feel-good bog, en bog man ikke kan undgå at blive i godt humør af, og trække lidt på smilebåndet over de skæve personligheder der findes i Broken Wheel.
Ligesom med de fleste chick-lit bøger, så sker der også en udvikling med hovedpersonen. Hvor Sara førhen gemte sig bag en bog, og følte at de skrevne karakterer var hendes venner, åbner Sara nu op for muligheden for at møde og blive venner med nye, levende, mennesker. Derudover gør du brug af en smart måde hvorpå vi læsere kan lære Amy at kende, selvom hun er død ved bogens start, nemlig ved at vi får lov til at læse de breve hun har sendt Sara igennem tiden.
Du har både skrevet en bog der hylder bogelskere, hvor du også har smidt en masse bogreferencer og anbefalinger ind i bogen, men det er også en bog der hylder fællesskabet, i dette tilfælde det stærke fællesskab i den lille by.
Kærlig hilsen
Louise H.