Kvinden i buret af Jussi Adler-Olsen
378
2008
978-87-567-8754-3
3
Krimien starter overraskende “i buret”, hvor en ung kvinde holdes indespærret: Citat, side 8:” For dem var hun kvinden i buret, men afstanden mellem tremmerne bestemte hun. Hun ville tænke tanker, der åbnede sig ud mod verden og holdt sindssygen på afstand. De skulle aldrig nogensinde få hende ned med nakken”. I åndeløs spænding følger vi historien om, hvordan kvinden er havnet i buret, og pirres til at gætte, hvad hendes fangevogteres mål er.
Historien er delt i to sideløbende spor, det ene tager afsæt i 2007, hvor den kontroversielle politimand Carl Mørck netop har overlevet en skudepisode, hvor en af hans kolleger ar blevet dræbt og en anden blevet lammet. Andet spor tager sin begyndelse i 2002, hvor Demokraternes næstformand Merete Lynggaard under en tur med sin handicappede bror forsvinder sporløst på Rødby-Puttgarten overfarten.
Carl Mørck får et tilbud han ikke kan sige nej til – han bliver chef for afdeling Q, der skal tage sig af henlagte politisager og få opklaringsprocenten markant op for at tilfredsstille politikerne. Carl Mørck får tildelt et usselt kælderlokale og bevilliget en alt-mulig-mand til at gøre rent, lave kaffe og være chauffør. Flygtningen Hafez el-Assad udfylder assistentrollen til UG med kryds og slange og viser sig at have anlæg og evner for opklaringsarbejde og snart er de to et sammentømret makkerpar.
Afdeling Q ‘s første sag bliver sagen om Merete Lynggaards forsvinden. Vi zoomer skiftevis ind i buret til kvinden, Merete Lynggaard og til de to mænd i afdeling Q, der får afdækket flere og flere facts omkring den unge politikerkvindes privatliv og forsvinden.
De to fortællerspor smelter til sidst sammen i et klimaks med psykologisk holden-vejret-spænding, action og en tro på, at det gode MÅ vinde over det onde.
Historien er skrevet i et letlæseligt og meget flydende hverdagssprog med mange humoristiske bemærkninger og dagligdags iagttagelser. Flere gange trækker man på smilebåndet over Assads lune bemærkninger og syn på sagerne, og man må overgive sig til at synes, at i nogle tilfælde er det meget smart at gå med kniv.
