0 kommentarer

Kuppet af Daniel Silva

af d. 12. april 2015
Info
 
Forfatter
Forlag
Sideantal

389

Udgivet

2015

ISBN

978-87-638-3758-3

Originaltitel

The Heist

 

Så er Gabriel Allon på spil igen! Denne gang bliver den travle israelske spion draget ind i en sag, mens han har orlov fra Tjenesten. Han er i Italien for at restaurere et maleri, hvor han bliver kontaktet af det italienske kunstpoliti, der jagter stjålne værker. Det viser sig, at hans gode ven Julian Isherwood har fundet en kollega dræbt, og rygtet lyder nu, at den afdøde har kendt til opholdsstedet for det berømte stjålne maleri af Jesu fødsel af Caravaggio. Gabriel går meget mod sin vilje ind i sagen, han vil hellere restaurere og nyde stilheden, inden han skal tilbage til chefjobbet i den israelske efterretningstjeneste. Og ikke mindst inden han skal være far til tvillinger. Men kunst står hans hjerte nær, så Gabriel lover at se på sagen om den dræbte mand og det forsvundne maleri. Og som ventet er det ikke en simpel opklaring, der venter Gabriel. Det viser sig, at kunsttyverier er meget udbredt, pengestærke personer vil gøre alt for at eje et unikt maleri, andre bruger dem til hvidvask af penge. Og da Gabriel finder ud af, at selveste regenten i Syrien vasker sine penge hvide i diverse europæiske banker, udtænker han en fælde. For som der også står i bogen, for at finde et stjålent maleri, kan det måske hjælpe selv at stjæle et.

Gabriel samler sit velkendte hold og opererer på sagen i hele Europa. De kommer ud for lidt af hvert, så man må sige, at “Kuppet” i sin udfoldning minder rigtig meget om sine mange forgængere. Silvas serie om Gabriel Allon er meget spændende, men bøgerne minder meget om hinanden. Spændingen er dog intakt og plottet er godt. Og den personlige historie om Gabriel og hans familie er for mig den primære grund til, at jeg læser med gang på gang. Så selvom jeg ender på “kun” 3 stjerner, vil jeg med stor sandsynlighed læse med, når den næste Allon roman udkommer.

 

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter