1438
2004
87-02-04967-8, 978-87-02-04967-1
Vojna i mir
Hvis man skal have et bredere indtryk af Tolstojs mastodont er der er tre andre anmeldelser her på bogrummet. Der er også en anmeldelse af Henrik Rehrs tegnede og udmærkede biografi om Tolstoj fra 2023.
De mere end 1400 sider var jeg aldrig kommet igennem, derfor lånte jeg lydbogsudgaven på biblioteket, hvor Troels Møllers let kunstlede, teatralske oplæsning har fået en del kritik med på vejen. Det kræver tilvænning, men indimellem tilføjer det figurerne mere udtryk, når Møller nærmest spiller rollerne med følelse. Når fyrst Bolkonski er vred, er Møller god.
Napoleonskrigene raser. Russerne kæmper side om side med østrigerne på fronten i Østrig, og den store roman er delt fysisk i tre bind:
- Bind 1 byder på den første krig med Napoleon
- Bind 2 er der mere krig, – bag hjemmets ‘trygge’ mure.
- Bind 3 slår takten an direkte på fronten, hvor Napoleon bryder fredsaftalen ved at sende soldater ind over den aftalte linje, og slutter derefter af i et krigshærget og smadret Rusland.
Der er skrevet andre store slægtskrøniker, så hvorfor nævnes Tolstoj som en mesterlig forfatter? Først er der de vanvittigt stærkt opbyggede personportrætter. Fyrst Bolkonski som afskyr alle, endda sin egen voksne datter Maria, der bor hos ham. Hun er grim, indbildsk og ugift og bestemt ikke værdsat af sin far. På den anden side kan han heller ikke bære tanken om at hun gifter sig og flytter væk. Det er virkelig ondt. ‘Den gamle’ får besøg af den næsten ligeså ubehagelige fyrst Vasilij med afkom, og dette besøg afvikles på en måde så der er både er krig på den østrigske front og sandelig også på det russiske gods.
Det er som om opbygning netop er Tolstojs store styrke. De mange situationer stilladseres dygtigt via en uvæsentlig detalje, som bliver en gnist der starter et spændingsmæssigt bål. Et eksempel blandt mange: soldaten Dolokov får afslag på sit frieri og ser sig sur på sin uvidende rival fyrst Nikolai Rostov – og Rostov aner ikke at damen er lun på ham. Dolokov inviterer vennen til et møde, der viser sig at være en pokeraften, et kortspil Rostov ikke kender. Han starter påholdende, men den manipulerende Dolokov (hans ondskab udspilles eminent af Tolstoj i denne mindeværdige scene) får med ondsindet drilleri og ved hjælp af en del alkohol den naive Rostov til at sætte hele sin families formue over styr.
Det er svært at hitte rede i de mange grever, fyrster, grevinder og fyrstinder. Særligt når de alle omtales ved titel. Det hjælper stærkt på læsningen når et ‘fyrst’ indimellem efterfølges af et Bolkonski, Rostov, eller et andet russisk efternavn. Man skal holde meget øje med hvilket gods der fortælles om, for godset afgør hvilken familie der omtales. Ikke noget der letter læsningen, og måske derfor Tolstoj omtales som en af de ‘tunge russere’.