Kongens hunde af Martin Jensen

I forbindelse med et privat projekt, har jeg lavet en del research på Knud den Stores (Gorm den Gamles oldebarn) første hustru og senere elskerinde, Ælfgifu. Hun forsvinder lige pludselig ud af de historiske kilder, og ingen ved hvad der blev af hende. Da jeg en sen nattetime faldt over Martin Jensens bog “Kongens hunde”, og så at Ælfgifu indgik i handlingen, blev jeg nødt til at se hvilken historie han havde tildelt hende, og bogen blev indkøbt.

Historien foregår i begyndelsen af 1000-tallet, da Knud den Store indkalder til stormøde i Oxford. Illuminatoren (en der tegner de illustrationer der pryder gamle middelalderskrifter) Winston, bliver kaldt til Oxford, da førnævnte Ælfgifu har en opgave til ham. På vej til Oxford møder Winston den tidligere herremandssøn Halfdan, der har måttet se familiens besiddelser inddraget af kong Knud, og som nu rejser rundt på må og få, og overlever som han bedst kan. De to slår pjalterne sammen, og sætter kurs mod Oxford og Ælfgifu. I Oxford møder de kongen selv, og får at vide, at Ælfgifu ikke kommer til Oxford alligevel – og det var så det. Ikke et ord mere om damen i resten af bogen. Lidt skuffende, når hun nu var årsag til at jeg investerede i bogen. Men skidt, nu var jeg i gang, og så skulle den også læses færdig.

I Oxford bliver en herremand myrdet, og Winston og Halfdan bliver af kongen selv, hyret til at opklare mordet. Bogen går her fra at være en historisk roman, til at blive en vikingetidskrimi… En kombination jeg ikke lige havde set komme, endsige hørt om.

Historien er, om ikke spændende, så dog interessant. Men at lade d’herrer Winston og Halfdan agere vikingetidens svar på Sherlock Holmes og Dr. Watson, fungerer overhovedet ikke. Jeg vil ikke hævde at det ikke kan have fundet sted, der er meget om den tid der endnu henligger i mørke, men det her kan næppe virke mere utroværdigt.

Martin Jensen har sådan set styr nok på de historiske kendsgerninger, og kan også beskrive livet i Oxford år 1018 under Knud den Stores stormøde. Forfatteren er god til med sine ord, at male en troværdig kulisse. Desværre benytter han selvsamme kulisse til at danne baggrund for en historie der ikke er troværdig, og det samlede indtryk bliver ikke godt. “Kongens hunde” mindede mig om barndommens “Jan” bøger, bare hensat til vikingetiden. Og det var for mærkeligt.

På mit skrivebord ligger også “Edsbryder”, efterfølgeren i serien på i alt fire bind om Winston og Halfdan. Jeg vil ikke udelukke at jeg læser den på et tidspunkt, men der bliver ikke sat noget til side til fordel for den.

Lån bogen bibliotek.dk