Info
Sideantal
304
Udgivet
2019
ISBN
9788702283457
Udgave
11. udgave
En af Danmarks vigtigste forfattere har skrevet en af alle tiders mest berømmede bøger. Ganske vist blev Johannes V. Jensen først og fremmest hædret med Nobelprisen for sin mammutpræstation “Den lange rejse”, men her i hans vemodige hjemstavn er “Kongens fald” langt mere kendt.
“Kongens fald” er et melodrama, som Shakespeare kunne have skrevet det. Her er en brutal konge, som går i psykisk opløsning. Her er griske adelsmænd og kirketjenere med dolke i ærmerne. Her er spøgelser, clairvoyante og menneskelige monstre. Mænd, som bliver myrdet; skønne kvinder, som bliver voldtaget. Lange lyriske passager og indlevede naturbeskrivelser med mere eller mindre relevans for den flaksende handling.
Mikkel Thøgersen er en spøjs og original hovedperson at vælge til et stykke skelsættende danmarkshistorie. Doven sjuft som ung, mere tænksom og arbejdsom som ældre, men livet igennem en håbløs drømmer, hvis ønsker aldrig går i opfyldelse.
Bogens omdrejningspunkt er Det stockholmske Blodbad, som den danske konge Christiern II og hans ærkebisp Gustav Trolle beordrede i 1520. Ved den lejlighed blev 82 af Sveriges ypperste mænd, adelige, bisper og rige borgere, et hoved kortere. Det centrale torv i den svenske hovedstad svømmede i blod.
I det hele taget kan den blodtørstige læser fryde sig over mangen grum, udpenslet dødsscene, hvor en skurk eller hædersmand får sin bekomst og må herfra i helvedesluer af smerter og rædsel.
Mikkel er med, hvor det sker, men underligt uberørt, undtagen til sidst, hvor han langt om længe bukker under for et livs indestængte følelser og tanker. Johannes V. Jensen er en forfatter af den gamle skole, som hovedsageligt ser mennesker og begivenheder udefra.
I de sidste år af sit meget lange liv (70 år) deler Mikkel frivilligt celle med kong Christiern på Sønderborg Slot. Monarken er i fangenskab, men har tjenere, øl og udstrakt frihed. De to bliver venner og disputerer alskens materier, bl.a. hvorvidt solen drejer om jorden (som man troede dengang) eller omvendt. Mikkel må ride til en gammel jøde i Lübeck, der fostrer en monstrøs skabning, som kan regne den slags ud. Hvad svaret blev, lader vi stå et øjeblik.
“Kongens fald” er et vidende, vanvittigt velskrevet og overraskende værk. Kan man kapere de klassiske jensenske svinkeærinder og lejlighedsvis højstemte lyrik, er den forholdsvis korte bog værd at læse, om ikke andet for sin betydning i dansk litteraturhistorie.