0 kommentarer

Kinderland af Mawil

af d. 12. november 2020
Info
 
Forfatter
Forlag
Omslag
Sideantal

291

Udgivet

2014

ISBN

978-3-943143-90-4

Originaltitel

Kinderland, ikke oversat.

 

Livet i DDR set fra en lille 12-årig drengs uskyldige synsvinkel. En barndom i skyggen af muren, som der stå på paperback udgaven (Eine Kindheit im Schatten der Mauer). Et ‘børneland’ hvor verden centreres omkring skolen, de meget autoritære lærere og bordtennisspillet i pauserne, hvor alle de store børn kæmper indædt imod hinanden. Udstyret til tennisspillet er klassisk DDR, hvor luksusvarer som bordtennisbat er umulige at opdrive. Derfor tages alt andet der har en hård nok overflade i brug; bøger er et ofte benyttet men ikke voldsomt eftertragtet spilleværktøj, kun ganske få har rigtige bat. ‘Nettet’ er ikke et net, men et bræt der monteres på tværs af bordet.

Kampene stiger i intensitet igennem bogen, efterhånden som den sociale status der reelt er spillernes indsats øges. Mawil skruer op for spændingen ved grafisk at lade kampene udvikle sig til noget der meget tydeligt er inspireret af japansk manga a la Pokémon. Ellers er hans tegnestil ret simpel, meget organisk, tæt på danske Rune Ryberg – og fortællingen minder faktisk også om Rybergs eminente “Death save”. Mawils er bare mindre dyster, på trods af at den foregår i et totalitært styre. Og det er vel ret beset hans pointe; for børn der voksede op i DDR var det hele ikke så farligt, de kendte ikke andet og formåede faktisk at undgå al den systematiske paranoia deres voksne led under. Børnenes paranoia handler mere om at undgå de ubehagelige ballademagere fra 9.klasse, der ryger, drikker øl, banker de små, og blander sig i bordtennisspillet. Det er en helt almindelig børneverden, og på den måde er der ikke meget DDR i ‘Kinderland’. Staten stikker enkelte steder sit hoved frem i form af stive regler der skal overholdes, eller via andre børns indoktrinerede opførsel, som når klassens repræsentant skal afholde et klassemøde kun for eleverne og det hele ender i kaos, da der skal planlægges en bordtennisturnering som ikke vil presses ned i stramme socialistiske rammer. Der hverken kan eller vil vores to spillegale hovedpersoner tøjles, ligesom styret heller ikke kan forhindre børn i at vokse op til selvstændige individer, eller en vis mur i at falde, som den gør ved bogens slutning.

Selvom sporten fylder meget, er der også andre faste indslag: Vi er med dem i den katolske kirke, og i deres hjem hos to meget forskellige familier. Et højdepunkt er skoleudflugten, hvor de starter en luftalarm midt om natten. De problemer er dog intet imod hvad der sker, da vores lille hovedpersons far opdager, at knægten har forfalsket farens underskrift ved kvitteringen på sit karakterblad.

Cobolt – det er nu op til jer at få denne fremragende genistreg oversat og omsat til et dansk marked.

Lån tegneserien på biblioteket

Bedømmelse
Karakter