Jeg er her jo af Zandra Alex Berthelsen

Jeg er her jo – Kald mig aldrig Tønder-pigen igen er skrevet af den ældste af de to piger fra Tønder sagen i samarbejde med Pia Møller Søe
Det er en overordentlig barsk fortælling om en opvækst, hvor ingen af pigernes basale behov bliver mødt. Mad er der sjældent. Børnene bliver ikke skiftet og har kun rent tøj på, når der er besøg af familiemedlemmer.
Pigernes mor er ude af stand til at drage omsorg for børnene i deres tidligere år, og senere i Zandras liv bliver hun den, der sender Zandra ind til faren for at imødekomme hans seksuelle behov.
Faren er på en eller anden måde den Zandra bedst kunne have set som omsorgsperson, hvis omstændighederne havde været anderledes. Men farens skiftende sindsstemninger er ukontrollerbare og ingen af forældrene er nærværende:
“Zandras far er der heller ikke. Sofaen er, når han ikke træner kampsport, hans foretrukne tilholdssted. Så ligger han ligesom bare der og flyder, imens hans sindsstemning siver ud i alle kroge af huset og bliver til en atmosfære, der er svær at ånde frit i”. (s. 38)
Skolen er Zandras fristed. Hjemmet er meget utrygt og eftersom hun bliver ældre drømmer hun om at flygte. Men hun er bange for sin far, og med trusler om at ville myrde søsteren holder han hende i et stramt greb. Truslerne forekommer reelle, eftersom omfanget af det hun allerede har måttet gennemleve er så grelt, at vi ikke kan begribe det.
Zandra bliver endelig fjernet hjemmefra. Men det er ikke lykken. Hun lever sit andet årti i forskellige plejefamilier og på institutioner, hvor hun har svært ved at passe ind. Zandra er med egne ord så omsorgssvigtet, at selv de mest basale færdigheder ikke er indlært. Hvordan sidder man sammen om et bord og spiser, siger tak for mad, vasker sig, smalltalker…… Intet har hun lært. Og beretningen om, hvordan hun senere i livet må begynde at lære sig selv, hvordan man er i en “normal” relation med andre mennesker, og i samme rum som dem, vidner om et behandlingssystem, der trods de bedste intentioner fejler hele vejen igennem.
Der er lyspunkter. Der er professionelle voksne, der vil hende det bedste og som formår at vise hende, at de vil hende, men tvivlen nager hele tiden i Zandra. Hun forsøger senere i sit liv at få sin mor i tale om, hvad der er foregået i huset, og hun har et stort behov for at moren og faren skal tage ansvaret på sig, men ingen af dem magter det. Moren vil ikke tale om tingene, og faren hævder hårdnakket, at han ikke er pædofil ligesom de andre syge mænd.
Zandra må selv kæmpe sig frem til en forståelse af, hvem hun egentligt er, når hun ikke er Tønder-pigen, hende som det er synd for, men som alligevel forsøger at skabe sig selv et tåleligt liv. Men det er svært. Hun er i tvivl om, hvordan kærlighed føles, og om hun er værd at elske.
“Børns kærlighed til deres forældre er så grundlæggende. Kærligheden er ubetinget. Og det lille spædbarn er født afhængig af at blive elsket. Hvis ingen varetager barnets behov, overlever det ikke. Afhængigheden er medfødt; spædbarnet er ikke i stand til at tage vare på sig selv. Overlevelsesdriften er det, der får børn til at forsøge næsten hvad som helst for at blive elsket. Måske tager vi det med os ind i voksenlivet, fordi den biologiske betingelse for, at det lykkes at blive menneske, fra første færd er, at du er elskelig. Og hvis din mor og far ikke elsker dig, hvem kan så?” (s. 288)
I 2022 er Zandras kamp for at blive menneske langt fra slut, men hun har besluttet sig for at blive ved med at eksistere.

Lån bogen på biblioteket