Jeg er en, der kan sige sådan! af Anita Furu

Den forældreløse jødiske pige, Ruth, blev bortadopteret til Danmark som 6-årig. Fra én dag til den anden måtte hun undvære sine søskende, sine omgivelser og sit sprog. To af hendes søskende blev placeret i familier i England, mens storebroren måtte klare sig alene i en omtumlet periode i det pogrom-hærgede Rusland. Året var 1906, og det var det første store skæbneår i Ruths liv. De hændelser, der følger — mødet og samlivet med hendes nye familie, integrationen i Danmark, hendes liv i Spanien før og under krigsårene — omtales i Anita Furus debutroman „Mit halve liv“.

I den selvstændige fortsættelse „Jeg er en, der kan sige sådan!“ møder læseren den 73-årige Ruth, som igen befinder sig i et skæbneår: Hendes datter Inge har taget kontakt til Ruths søster i England. Ruth glæder sig til gensynet, men samtidig er hun bange: hun husker næsten ingenting fra sit liv i Rusland, hun har glemt det jiddische sprog og taler heller ikke engelsk. Vil de overhovedet kunne kommunikere? Og vil hendes storesøster kunne tilgive, at hun aldrig svarede på det brev, hun fik fra hende for mange årtier siden? For at få lidt orden i tankerne, tager Ruth til sin bedste venindes sommerhus. Der er imidlertid ikke megen ro at hente — det vælter ind med besøg: plejesøsteren, barnebarnet, naboen, hendes bedste veninde, datteren og svigersønnen. Ruths tanker flyver tilbage, til hendes forhold til plejefamilien, til årene i San Sebastián med hendes første mand, til hendes anden mand, til hendes bedste veninde, Kamma. Det er næsten, som om Ruth må gennemtænke afgørende episoder fra det liv, hun husker, før hun magter at tage det næste skridt frem — som på en måde er også et skridt tilbage, nemlig tilbage i tiden, til hendes søskende, som hun har været adskilt fra næsten et helt liv.

Romanens handling er inspireret af forfatterens familiehistorie. Ruths gensyn med storesøsteren og storebroren er imidlertid forfatterens påfund og bud på, hvordan sådan en genforening kunne have fundet sted. Da virkelighedens Ruth besluttede sig for at tage kontakt til sine søskende, var det for sent.

Anita Furu fortæller overbevisende om en jødisk families skæbne i det 20. århundrede. Hun skildrer, i hvilken høj grad familien er et fast holdepunkt i vores liv, som giver os rødder og tryghed. Og hvilke ar det efterlader, når denne base pludseligt falder væk. „Jeg er en, der kan sige sådan!“ kan læses og nydes som selvstændig roman, uden at have læst den første del „Mit halve liv“. Når det er sagt, så vil man nok få lyst til at læse del 1, når man nærmer sig Ruths historie med bind 2. Og læser man det andet bind efter det første, så har man for længst knyttet bånd til karaktererne i Furus familiefortælling og håber, at hun vil fortsætte fortællingen i et tredje bind — med den næste generation og dens syn på slægtshistorien og fremtiden.

Lån bogen på Bibliotek.dk