Jeg er egentlig ikke sådan af Marie Aubert

Jeg er egentlig ikke sådan har fire hovedpersoner:

Hanne, der er hjemme for at deltage i sin nieces konfirmation. Med sig har hun kæresten Julie. Hanne var engang meget overvægtig og var dermed det oplagte mobbeoffer i skolen. Hun er overbevist om, at Julie forlader hende og gør sit bedste for selv at skubbe hende væk inden det sker.

Bård, Hannes bror, konfirmandindens far, er gift med Ellen. I starten af deres forhold var han helt vild med Ellens ligegyldighed overfor normer og forventninger, nu er han mest af alt træt af at skulle stå for oprydningen af hjemmet selv. Bård er blevet som sin far, og har et forhold til den yngre Kaia som han har planer om at slå pjalterne sammen med så snart han lige har overstået Lineas konfirmation og fortalt Ellen om forholdet.

Nils er bedstefar til konfirmandinden, Bård og Hannes far. Han har et par skilsmisser med sig i kufferten, bl.a. skilsmissen fra Bård og Hannes mor. Nils har svært ved at holde sig til en kvinde, svært ved ikke at stille sig til dommer over andre mennesker og meget vanskeligt ved ikke at komme med totalt upassende stikpiller i tide og utide. Han holder mest af datteren Hanne og holder sig ikke for god til at udstille andres svagheder for at bevare relationen til hende.

Linea har ofret sine gamle, skrøbelige relationer for at please den ældre Inger, som hun bliver veninde med. Nu har Inger imidlertid indset, at Linea er alt for klæbende og har valgt at afbryde venskabet. Linea skriver absurd mange sms’er og kan slet ikke se, hvordan hun skal kunne overleve uden Inger, samtidig er hun meget usikker på, om Inger nu ikke kommer og serverer til konfirmationen som aftalt.

Især Hanne har jeg nemmest ved at forstå. Billedet af, hvad hun har oplevet står krystalklart. “Det føltes, som om jeg havde klædt mig ud, taget en camouflagedragt på. Jeg kiggede mig omkring, når jeg steg på en fuld bus, forberede på hvis du står af bussen, bliver der plads til flere; du ser ud, som om du ville have godt af at gå i stedet, men der var ingen, som stirrede og trak deres blikke til sig igen. Jeg så mig omkring, når jeg spiste ude blandt folk, sidder du der og æder, det var sket, at en mand i træningstøj slot isen ud af min hånd, og en anden gang at en drengeruppe havde kastet chokolade i hovedet op mig og var knækket sammen i latter, men nu gik folk bare direkte forbi, som om jeg kunne være en hvilken som helst kvinde, der sad og spiste. Jeg kunne ikke rigtigt tro, at der pludselig fandtes så meget venlighed….”

Jeg håber desperat, at Hanne når at blive “repareret” inden hun får Julie sparket væk, men jeg er usikker på om hendes sår er for dybe. Især er der noget i den måde hun er på overfor Linea, der fortæller mig, at hun på ingen måde er færdig med at være bitter og slå fra sig.

Alle fire fortællere siger til dem selv, at de egentlig ikke er sådan, og alligevel er de. De kan ikke lade være med at lade deres fortid diktere deres fremtid. Det er så meget en skam. Jeg håber, at de finder ud af det, for Marie Aubert skriver dem frem, så jeg kan mærke dem, identifice mig med dem og hepper på dem.

Lån bogen på biblioteket