Jeg dræber af Giorgio Faletti

“Jeg dræber” er ikke en sengebog – det er den alt for tung til. Dertil kommer, at hvis man tager den med i seng, bliver det en lang nat – for det er en spændende bog.

Det halter dog noget med oversættelsen – mange, lange og ulogisk indskudte sætninger må ofte læses et par gange, inden man fatter meningen – og det borger jo for, at spændingsniveauet er højt, når man finder sig i det tunge sprog. Jeg aner ikke om det er svært at oversætte fra italiensk til dansk eller om oversætteren bare har oversat lige ud af landevejen. Men det er ikke godt. Heldigvis er det ikke samme oversætter, der har oversat hans bøger “Øjet der ser” og “Bravo” som jeg også har læst.

Radio-DJ Jean-Loup er vært for det populære radioprogram “Voices” i Monte Carlo og en dag ringer en lytter ind og præsenterer sig som Én og Ingen. Side 28: “For verden er vi begge to en stemme uden ansigt, én man lytter til i blinde og må nøjes med at forestille sig, hvordan ser ud. Mens det rundt om os vrimler med mennesker, der ikke har andet i hovedet end at skabe sig et ansigt, de stolt kan vise verden, ét der adskiller sig fra alle andre. Andet tænker de ikke på. Men tiden er nu kommet til at gå ud og se, hvad der gemmer sig bag det”. Stemmen taler videre og slutter af med den afskedssalut, der skal blive hans kendemærke.”Jeg dræber” samtidig med at han spiller et stykke musik.

Samme nat bliver en berømt racerkører og hans kæreste brutalt myrdet på deres båd – og morderen har på grummeste vis skrællet deres ansigter af.

Flere mord følger efter samme skabelon, Èn og ingen ringer til Jean-Loup, spiller et stykke musik og siger farvel med ordene “Jeg dræber” – kort efter findes et lig uden ansigt.

Politiet kæmper med at forstå morderens motiv og med at finde en sammenhæng mellem de dræbte, og hvorfor skræller morderen deres ansigter af?

Faderen til en af de myrdede er en magtfuld mand, der ikke er helt rent i kanten, og han ankommer til Monte Carlo for at stille sin datters morder til regnskab – og det komplicerer historien yderligere.

Parallelt med historien følger vi historien fra Èn og Ingens synsvinkel og langsomt blotlægges en grum historie om misrøgt, sindsyge og retfærdighed.

Til sidste bindes den store sløjfe – og det må siges at være en overraskende en af slagsen. Udspekuleret og superbt.

Bogen er meget lang og flere steder også for lang – for meget privatfnidder, hvorfor skal vi høre om FBI-agentens personlige tragedie, og til sidst bliver det lidt sødsuppeagtigt med prinsen, der redder prinsessen.

Falettti døde af lungekræft den 4. juli 2014, så der kommer ikke flere bøger fra hans side.

Lån bogen på bibliotek.dk