Iskold død af Bernard Minier

”Først en død hest, og så en apoteker, der er blevet hængt under en bro. Og den eneste forbindelse mellem de to hændelser er dna’et fra en seriemorder…”

Så lakonisk sammenfatter den übersmukke, kvindelige gendarm, Iréne Ziegler, sagen over for sin makker, politikommissær Martin Servaz. Og på dette tidspunkt er vi kun i starten på den lavine af blodige begivenheder, der ruller ned over siderne i “Iskold død”.

Lad os lige tilføje, at den nævnte seriemorder, Hirtmann, er en hyperintelligent, ekstremt blodtørstig schweizer, der er spærret inde i en af Europas mest flugtsikre sikringsanstalter i de bjergrige egne i Frankrig, hvor de aktuelle mord finder sted omkring juletid.

Og mystikken og uhyggen breder sig, thi ganske meget tyder på, at sagen har en udløber 15 år tilbage i tiden, hvor en håndfuld teenagere af uafklarede årsager hængte sig på stribe.

På papiret er “Iskold død” ganske spændende med en flot, snedækket kulisse, et vildt sindssygehospital og spektakulære mord. Bogen er da også filmatiseret under sin franske titel, “Glacé”, og ligger på Netflix. Anmeldere overalt, inklusive de danske, er ved at flyde over af lovord.

Pardon, messieurs et mesdames, chez moi er begejstringen til at overse. I min optik er virkemidlerne så overdrevne, at de forekommer ufrivilligt komiske og skygger for handlingen:

Når noget skal vække til eftertanke, fremhæves sentensen med kursiv. Det sker på stort set hver eneste side og virker på samme skingre måde, som når sætninger afsluttes med tre udråbstegn!!!

Samtidig isner det konstant ned ad ryggen på de erfarne politifolk, skønt intet sker; den kvindelige gendarm udstøder et skrig (sådan er Miniers kvinder nemlig) over et ikke videre interessant fund; og da en ung psykolog hører et ret banalt udsagn fra en bimlende skør patient, “blev hun strejfet af frygtens iskolde vinge.”

Slutningen får samtlige James Bond-film til at fremstå som en art dramadokumentar. Så er du advaret.

Lån bogen på biblioteket