Iris af Ole Wivel

Man kan altid diskutere om undertegnede anmelder er en kegle til at læse digte eller om forfatteren til “Iris” har bedrevet en ringe digtsamling; i denne anmeldelse lægges der dog op til, at forfatteren har fabrikeret en samling dårlige digte og (uvist af visse årsager) har haft succes med at få disse udgivet.

“Iris” er en ganske kort digtsamling på 65 sider. Digtene kredser om emner som tid, kærlighed og forholdet mellem mennesker. Emner, som generelt set er spændende at læse om – forudsat at forfatteren formår at anvende et sprogbrug, der pirrer læserens sanser. Det er desværre ikke tilfældet i “Iris”.

Ole Wivel skriver i et forvrøvlet og indforstået sprog, der sikkert giver fin mening for ham selv. For undertegnede læser gav digtene knap så meget mening idet de virkede rodede og forvrøvlede, og derfor er digtene også endt med at være temmelig ligegyldige og forglemmelige.

Om det så er mig, der er en sindsforvirret kegle, der ikke har forstået digtenes storhed vil jeg lade andre om at vurdere; men jeg kan desværre ikke give denne digtsamling mere end 1 stjerne – digtene fængede mig ganske enkelt ikke.

At jeg ikke brød mig om digtene vil ikke nødvendigvis afholde mig fra at læse andre af Wivel´s værker, det kan jo være, at denne bog er en enlig (dårlig) svale.

Lån bogen på Bibliotek.dk