178
2010
978-87-638-1525-3
Imperial bedrooms
Bret Easton Ellis er mester i at beskrive det moderne Amerikas skyggesider og forfatterskabet er som smurt ind i utroskab, overfladiske forhold, narko, tomhed, depression, penge og andre postmoderne syndromer. Særligt “American Psycho” sætter den paranoia, som lurer i storbyen, i fokus og vi bliver for alvor i tvivl om, hvorvidt man kan stole på (det, man troede var) virkeligheden.
”Imperial Bedrooms” virker som udgangspunkt lidt mere normal. Vi følger Clay, der er en midaldrende manuskriptforfatter med masser af succes og derfor også nem adgang til den foromtalte, overfladiske livsstil. Fortællingen kører bedøvet derudaf indtil Clay pludselig opdager, at der er noget helt galt! Clay finder ud af, at han bliver forfulgt og er det nu også ham, der udnytter folk i sin magtfulde position, eller har nogen fået skovlen under ham?
Bogen er ikke perfekt, men den runder vældig fint op på de sidste årtiers romaner fra fandenivoldske forfatter.
Jeg har det med Ellis, som nogle har det med ‘en god krimi’; siderne kan næsten ikke vendes hurtigt nok og man tænker straks ‘er der mere’? (hvilket der jo efter sigende ikke er efter denne bog – hulk)
P.S. Jeg har læst bogen på originalsprog og lige med Ellis vil jeg klart anbefale, at det er det, man gør – det moderne sprog er simpelthen en vigtig del af bogens udtryk.