I tider med aftagende lys af Eugen Ruge

En slægtsroman kaldes Eugen Ruges pragtværk, “I tider med aftagende lys”, og sandt er det, at vi følger fire generationer af familien Umnitzer i det tidligere DDR med afstikkere til Sovjetunionen, Mexico og efter 1989 et forenet Tyskland.

Men Ruge er så fremragende en menneskekender, at bogen i højere grad er otte individuelle portrætter af personer – voksne, børn, oldinge – som vi forstår, holder af, ryster på hovedet af, kommer ind under huden på, som om deres tanker og handlinger på forunderlig vis udspringer af vores eget selv. Det er en psykologisk storartet præstation og flot, flot skrevet.

Wilhelm, patriarken, ender med at blive en højt dekoreret mønsterborger i det socialistiske paradis, men hen ad vejen forstår man, hvor mange løgne og fortielser der skal til for at opbygge så fin en facade. Hans kone Charlotte er langt dygtigere, skriver og tænker bedre, men ender alligevel som en harsk kustode i Wilhelms fantasimuseum. Den gamle mands 90-års fødselsdag bliver et af bogens muntre omdrejningspunkter, som opleves gennem meget forskellige øjne.

Et andet højdepunkt er en kunstfærdig julemiddag, som den russiske svigerdatter stabler på benene år efter år. Vi følger de omstændelige arbejdsprocesser – tørrede frugter, der opblødes i sprut, før de stoppes ind i en kæmpegås; kartofler på mange måder; stegte indvolde. Et år har Irina Petrovna fuldkommen greb om tingene; et andet drikker hun sig mere og mere i hegnet, mens hun knokler i køkkenet, og man morer sig kosteligt – med krampagtigt krummede tæer.

Irina og Kurts søn Alexander (Sasja) får konstateret en dødelig sygdom og flygter til Mexico, hvor hans bedsteforældre i sin tid slog deres folder. Alt går galt for den i forvejen hårdt plagede fyr, og som tilskuer får man ubændig lyst til at hviske ham nogle velmente råd i ørerne – men han er helt givet uimodtagelig for sund fornuft.

Det samme er hans lømmel af en søn, Markus, der på vores side af årtusindskiftet ryger sig vind og skæv, ender i skidt selskab og måske sætter sin fremtid over styr. En dysfunktionel familie og et dårligt sammenføjet Tyskland er ikke de nemmeste odds at kæmpe mod for en ung, ubefæstet sjæl.

Kapitlerne springer frem og tilbage i tid – fra 1952 til 2001 – og med skiftende synsvinkler. Ruge har naturligvis et kritisk øje til de forløjede og undertrykkende tilstande i DDR, men han er heller ikke blind for, at den kapitalistiskmaterialistiske såkaldte frihed også har voldsomme menneskelige omkostninger – nogen trives faktisk bedre, når der ikke er så mange valgmuligheder.

“I tider med aftagende lys” er en vidunderlig og medrivende roman, som anbefales varmt til alle, der interesserer sig for mennesketsindets krinkelkroge og bevæggrunde under forskellige ydre påvirkninger. Bogen er dybt underholdende og tankevækkende på samme tid…

… Og så er den smukt oversat af Jacob Jonia.

Lån bogen på bibliotek.dk