160
2015
978-87-7085-588-4
“Jeg vil gerne fortælle om alle de ting, der skete mellem årene 1770 og 1772. Jeg vil fortælle om alle de mennesker, jeg har kendt. Om alt det, der skete. Jeg føler, at der vigtigt, at jeg forsøger at huske. Nu hvor jeg har det hele på lidt afstand.” Sådan udtaler Dronning Caroline Mathilde i starten af Karoline Stjernfelts album debut, der omhandler Struensee affæren. Dronningen sidder i sit eksil i Celle og tænker tilbage, og i første bind af tre fortæller hun om starten på ægteskabet med den halvvanvittige Kong Christian d. 7, og indtil kort til før Struense bliver ansat som livlæge.
Jeg må noget brødbetynget melde, at jeg kun kender historien om Struensees affære med Caroline Mathilde fra filmen ‘En kongelig affære’. Men i Stjernfelts bearbejdning kommer man helt i dybden med historien, der både er spændende og rørende. Der er ingen tvivl om, at der er blevet researchet grundigt, både historiskmæssigt og på billedsiden. Selvom handlingen er stærk og medrivende, så er det tegningerne, der får værket op på de fem stjerner. Sjældent har jeg set så flot et værk fra dansk side. Jeg kan ikke udpege et eneste sted, hvor det går galt med proportionerne eller noget lignende. Ligeledes er farvelægningen varm og lækker. Det er et gennemført flot værk. I starten var jeg lidt træt af de store øjne, som personerne har fået i fortællingen, men det er jo nærmest genialt at tegne dem næsten så præcist, som de blev fremstillet i datidens malerier.
Stærkest står Caroline Mathilde, der bliver portrætteret skræmt, skrøbelig og dybt ulykkelig, hvordan kan hun næsten andet, når hun blev gift væk som 15 årig til en skizofren teenagekonge. Hendes ansigtsmimik er betagende gennem hele værket. Ofte står billederne uden tekst som de stærkeste, som f.eks. på side 23 hvor de to hovedpersoner møder hinanden første gang, og ligeledes siderne 85-89. Det er flot og virkningsfuldt.
Albummet har undertitlen ‘1. Kongen’, og ham hører vi da også meget om. Han bliver som sagt portrætteret som kejtet, lunefuld, humørsyg og lettere vanvittig, og hans opførsel med turene rundt til byens værtshuse, er ikke ligefrem med til at gøre ham mere populær, man tænker mere, ‘sikke et svin’. Men Stjernfelt får os alligevel ind på andre veje, hvor hun viser en skrøbelig og tidligt skadet dreng, der er kørt hårdt og umenneskeligt af lensgreve Reventlow, og man sidder tilbage med indtrykket af et par hovedpersoner, der bliver styret rundt i manegen af alle andre end dem selv.
Et virkelig stærkt og betagende tegneserieværk, utrolig flot tegnet, farvelagt og fortalt. Glæder mig til fortsættelserne.