I lige linje af Anna Grue

En midaldrende motionscyklist findes død i en park. Han bliver fundet i et hul ved siden af noget vejarbejde og har brækket halsen ved styrtet. Christianssund politi konkluderer hurtigt, at der er tale om et tragisk, men dog hændeligt uheld og forfølger derfor ikke sagen yderligere.

Først flere måneder senere, da mandens bedste ven også dør under mystiske omstændigheder, begynder politiet at fatte mistanke om, at motionscyklisten måske ikke blot omkom som følge af et tragisk uheld. Derfor åbner de sagen igen og undersøger, om der er en sammenhæng mellem de to dødsfald og i givet fald, hvordan de hænger sammen?

I lige linje byder også på et gensyn med privatdetektiven Dan Sommerdahl, der i begyndelsen stritter imod, da han bliver inddraget i efterforskningen. Hans tanker er nemlig beskæftiget med en helt anden og meget personlig gåde. Sommerdahl er optaget af at opspore hans far. En far som han aldrig har mødt, og som han kun har yderst sparsomme oplysninger om. Men selv om han har levet et langt liv uden at kende til sin far, er det pludselig blevet magtpåliggende for ham at opspore faderen nu, hvor hans mor er kommet på Plejehjem og ikke længere kan tale og kommunikere med sine børn.
Eftersøgningen efter faderen, viser sig dog at have tråde til den anden sag med de to mystiske dødsfald, og snart er Sommerdahl alligevel dybt involveret i begge sager.

Sideløbende med opklaringen af de to sager, bliver Sommerdahl pludselig opsøgt af hans tidligere elskerinde Kirstine Nyland, som han ikke har haft kontakt til i flere år, og som han egentlig heller ikke ønsker kontakt med. Da Sommerdahl alligevel indvilliger i at mødes med hende, fordi hun har noget vigtigt at fortælle ham, tager hans liv endnu en uventet drejning…

I lige linje er endnu en i rækken af Grues krimier med Dan Sommerdahl, aka Den skaldede detektiv i en af hovedrollerne, og måske er Grue efterhånden selv ved at køre træt i serien? I hvert fald virker det som om, at denne bog er skrevet lige lovligt meget på rutinen efter den gode kendte skabelon, uden at der er tænkt synderligt meget over handlingen og arbejdet med at opbygge spændingen undervejs. Det er således på ingen måde en nervepirrende krimi, hvor du bider negle og sidder helt ude på kanten af stolen. Tværtimod er den sine steder lidt kedelig, og historien går en anelse i tomgang. Men når det er sagt, har Grue en fantastisk troværdig evne til at tegne sine figurer, så de virker troværdige og kommer helt ind under huden på læseren. Hun skriver så vedkommende om hendes personer, at de næsten kommer til at føles som gode gamle venner. Og samtidig er der jo noget trygt og godt ved det kendte – at du næsten på forhånd kan gætte dig til, hvad der sker på næste side, og at der ikke venter ubehagelige overraskelser undervejs.
I lige linje gør det den skal – underholder og fortæller en udmærket historie, men den gør ikke mere end det, og det er vel egentlig også ok.

Lån bogen på bibliotek.dk