324
2022
978 87 7151 769 9
Der Gang vor die Hunde - oversat af Jacob Jonia
1. udgave
Kvinderne bliver demonstrativt lesbiske – eller er de lidt i forvejen? – fordi storbyens slatne mænd hellere vil drikke, snakke politik eller slå på tæven. Den foretagsomme Irene Moll indretter ligefrem et mandebordel, hvor de mange trængende fruentimmere kan stille deres lyster.
I varietéerne optræder folk uden skyggen af talent, mens det begejstrede publikum har en fest med at håne og kyle ting efter dem; konferencieren er trans.
Vores (anti)helt, den velbegavede, illusionsløse Fabian, fyres fra sit job som reklametekstforfatter; ikke fordi han ikke skriver godt, men fordi han bare ikke orker at møde til tiden. Nu er gode råd dyre, for arbejdsformidlingen er spredt over hele Berlin, og systemet er kafkask.
Hans velhavende ven Labude forstrækker ham med nogle håndører, men skejserne fordufter alligevel, for Fabian insisterer på at flotte sig over for både en hjemløs opfinder, en tyvagtig tøs og ikke mindst hans nye hjertenskær Cornelia, skuespillerinde in spe, der er frisk på lidt af hvert.
En nat må Cornelia bekymret vække Fabian, der drømmer en drøm så surrealistisk, at Dali & Buñuel (”Den andalusiske hund”) ville have slået ihjel for at matche den.
Erich Kästners guddommelige mesterstykke “I hundene” er så skamløst underholdende, humørfyldt frisindet og nonchalant velskrevet, at man som læser må se sig blæst forpustet tilbage i øreklapstolen med lattertårerne trillende ned ad kinderne.
Hen ad vejen bliver der plads til mere alvor i løjerne; den selverklæret moralske Kästner kerer sig faktisk om sine medmenneskers medmenneskelighed. Den letløbende ikke-handling isprænges filosofiske indslag af Schopenhauer og H.G. Wells, som tilfører en overrumplende dybde til det glade vanvid.
Kultromanen er fra mellemkrigstidens sprudlende Berlin (1931), hvor nazisterne begyndte at tage livtag med såvel kommunister som de groteske perversioner, den tyske hovedstad flød over med. Forfatteren kender Berlins både lyse og mørke sider og evner at beskrive begge dele, så læseren kolporteres tilbage gennem årtierne til en fest, der desværre er på nippet til at slutte.
“I hundene” opnåede i 1933 den tvivlsomme ære at blive forbudt og brændt på bålet, da nazisterne havde kuppet sig til magten. Blandt tilskuerne til afbrændingerne befandt sig naturligvis Erich Kästner selv.
Læs bogen før din nabo. Pludselig får modernitet, kønsidentitet, ubekymret sex og lurende verdenskatastrofer et helt nyt, næsten 100 år gammelt perspektiv.