Hustruen af Meg Wolitzer

Ægteparret Castleman, Joe og Joan, er på en fransk visit i den finske hovedstad, for at Joe kan modtage den prestigiøse Helsinkipris, der én gang for alle kanoniserer ham som en af verdens store forfattere. Den finske præsident, forfatterkolleger og journalister fra ind- og udland, smukke kvindelige fans – alle stimler sammen for at hylde den velskrivende, amerikanske jøde. Udødeligheden er sikret, og nogleogtresårige Joe nyder sin stjernestund i fulde drag.

Imens har hans trofaste hustru gennem fyrre år omsider nået kvalmegrænsen. Allerede i sit førsteklassessæde på flyet mellem USA og Finland beslutter hun at forlade sin egoistiske, evigt utro mand. Spørgsmålet er blot at finde det helt rigtige tidspunkt at sige det på.

Det er en bittersød historie, amerikanske Meg Wolitzer ruller ud i bestsellerromanen “Hustruen”, der filmatiseres med Glen Close i titelrollen. En historie, der dybest set handler om kønsrollemønstre fra 1950’erne op til vores egen tid. Om kvinders og mænds væsensforskellige vilkår i de små hjem og ude i den store verden, for eksempel som forfattere. Mænd er alle dage blevet favoriseret – og ikke nødvendigvis, fordi de er dygtigst.

Som ung litteraturlærer fordrejer flotte, forkælede Joe hovedet på sine kvindelige studerende. Joan, der selv har litterære ambitioner, falder med et brag og ofrer uden betænkning sin dyd for at komme i lag med idolet. Joe forlader kone og barn, han og Joan flytter sammen til New York, og Joes forfatterkarriere får snart luft under vingerne.

Hurtigt bliver Joe Castleman et af de navne, man regner med. Og med successen følger fristende tilbud fra alskens venligtsindede kvinder. Joe er en mand med appetit på både det ene og det andet, så han kaster sig hæmningsløst ud i det søde liv. Imens trisser Joan rundt derhjemme, giver deres tre børn en tryg opvækst og står konstant ved sin mands side, når han har brug for det. Hvilket er ganske ofte.

“Hustruen” er underholdende læsning med et væld af morsomme og skarpsindige anekdoter om livet i den kreative klasse. Siderne vender sig selv, og før man får set sig om, er man fremme ved den overraskende slutning. Denne overraskelse er en fin pointe i relation til Wolitzers moderat feministiske synspunkter, men det er også en lidt skrøbelig gimmick at basere en hel bog på.

I sin iver efter at hænge Joe – som repræsentant for denne verdens navlebeskuende mænd – til tørre forsømmer Wolitzer i nogen grad at klæde Joan på. Som sin rolle bliver hun en noget anonym tragedienne, der er svær at mærke. Så er der langt mere saft og kraft i karakteristikken af den altædende Joe.

Men døm selv. Her er en beskrivelse af hovedrolleindehaveren anno 1956: “Jeg havde engelsk som hovedfag og en biinteresse for socialisme, men på en campus bestående af vinranker og hængesofaer og kuvertbrød var denne interesse nærmest umulig at holde liv i, eftersom alt på stedet var badet i et gyldent, feminint lys.”

En buket tornefri roser til Ellen Boen for en indlevet fordanskning.

Lån bogen på Bibliotek.dk