428
2021
978-87-638-6586-9
Huset
1. udgave, 1. oplag
Anne Elisabeth Jessens nye roman tegner et billede af forholdene i en medievirksomhed fra 60’erne og frem til i dag. Der er et væld af spændende personer, og vi kommer ind i hver enkelt af disse personer hen ad vejen. Da det sker langsomt, skal man faktisk forbi de første hundrede sider, før man har mødt dem alle – og det kan være lidt svært at holde rede på de enkelte karakterer, da der springes fra person til person, og der ikke – i hvert fald i starten – er interaktion mellem disse. Når man har fået styr på personerne tegner der sig et broget billede af den enkelte person og hans/hendes ageren i såvel samfundet som i mediehuset. Hovedpersonen Kirsten starter som nummerpige i en udsendelsen som minder om ”De ringer, vi spiller”, og der tegnes fine paralleller til denne udsendelses ”fader” i 60’erne. Kirsten avancerer hurtigt og ender som leder, bliver gift med Niels – som også ender som leder – og de er det ideelle par, som alle ser op til, indtil de ikke er det længere! Andre hovedpersoner i bogen er der blandt andet flere teknikere, hvis forhold og arbejde – og ikke mindst visioner for fremtidens teknik i huset – også har en god plads i bogen. Faktorer som Murens fald, brud på monopolet og kvindernes kamp for ligeret og -løn er centrale punkter i bogen. Ved hjælp af de mange personer kommer forfatteren godt rundt om såvel aktuelle forhold i tiden som fremtidsvisioner for formidling. Spændende læsning, når man altså først kommer i gang!