0 kommentarer

Historien om mit hjerte af Aase Schmidt

af d. 20. februar 2012
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

162

Udgivet

2012

ISBN

978-87-638-1999-2

 

”Historien om mit hjerte” en fin og bevægende bog – der favner et helt liv af drømme, oplevelser og savn. Samtidig er den en eksplosion af fortællinger fra et langt liv. Alt sammen med fortællerens hjerte i fokus – et hjerte, der driller – et hjerte, der varsler, at alting har en ende.

Bogens hovedperson er en ældre kvinde, der kommer på sygehuset, fordi hendes hjerte slår for hurtigt, og inden hun får set sig om, er hun blevet patient – og bogen rummer en fin fortolkning af mødet med sygehusvæsenet på godt og ondt.

Det urolige hjerte får kvinden til at tænke på det liv hun har haft – og det hun forhåbentlig har tilbage: Vil hun blive rask? Vil hun komme på flere rejser? Tør hun bo alene? Kommer hun til at skrive igen? Er det nu hun bliver gammel?

Tankerne flyder på må og få – tilbage til barndommen, hvor hun var mobbeoffer, tilbage til de mange rejser, hun har taget, tilbage til glæden ved at skrive og give ordene liv og frem til døden og tanken om at hendes navn en dag skal stå på en gravsted ved siden af hendes elskede forældre.

Bogen er fyldt med mange smukke tanker og guldkorn – som da hun tænker på sin gamle nabo, der danser i sit køkken og beskriver efterårets faldende kastanjeblade som kastanjefingre.

På side 161 møder den aldrende kvinde sig selv som barn og siger: “Du skal ikke sidde her og være alene. Du skal ud i lyset, blive omfavnet og være glad. Jeg har genkendt dig, jeg ved om den hjerteformede fregne på indersiden af din højre lillefinger, jeg ved om tanden, du tabte i kostaldens midtergang, jeg ved om din længsel, når du hver morgen går ud til en forladthed, du må bære alene.”

En smuk historie og vedkommende historie.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter