40
2006
978-87-567-7973-9
Helt væk
1.udgave
“Han havde aldrig sådan rigtigt interesseret sig for piger før. Han havde bare spillet fodbold og spillet spil med drenge, men… i påskeferien var hun dukket op på den lille fodboldbane ved skolen. Hun havde stået med en veninde og set dem spille, ham og tre andre drenge. Han havde sagt hej, og hun havde smilet, og så… det var svært at forstå, hvad det var, der var sket… Men nu tænkte han kun på hende.”
Andreas er i den grad lun på Victoria med det lange lyse hår, som bor på samme vej som ham selv. Forståeligt nok bliver han derfor fyr og flamme, da Victoria en dag ringer til ham for at bede om hans assistance til et computerspil, og hun inviterer ham hjem til sig. Tidspunktet falder bare ikke videre heldigt, da Andreas selv samme dag for første gang passer sin fireårige lillesøster Liva. Gode råd er dyre, men som en god storebror vælger Andreas at spørge Victoria, om det ikke er ok, at han tager Liva med. Egentlig fornuftigt men problemet opstår da den lille pige bare ikke vil med. Hun vil hellere blive siddende og se fjernsyn. Andreas som er forhippet på at komme af sted, tænker at han ikke er væk så længe, så det kan der nok ikke ske noget ved. Men der tager han fejl. Besøget trækker ud, lidt længere end han havde planlagt, og da han kommer hjem, er Liva ikke at finde nogen steder.
Selvom det er en forholdsvis tynd bog og oveni købet i en letlæselig udgave, så er jeg meget duperet af, så meget kød der er på historien. Forfatteren formåede at gøre et særdeles positivt indtryk på mig, da han har en evne til at skrive, så man lever sig totalt ind i handlingen, og føler med de personer man læser om. Det gav nogle sug i maven, da Andreas opdager Liva er væk, for selvom jeg havde en vis forventning om, at der nok ikke var sket noget, så ved man jo aldrig hvad det ender med.
Der er flere temaer i bogen som vil kunne fænge hos drenge i 9-11 alderen, da bogen på en ganske neutral og ikke dramatiserende måde fortæller om en 12-årigs liv med sin mor og lillesøster, samt forelskelsen i en jævnaldrende pige. Han vil gerne være ansvarlig og hjælpe sin mor, men det kikser lidt for ham, og han får en lærestreg som han aldrig glemmer.
Jeg kan godt lide forsiden, der er i friske farver, og hvad angår illustrationerne indeni bogen, så er de ligeså charmerende og i samme stil. Så overordnet set er layoutet særdeles indbydende.
“Helt væk” er en del af serien Astronaut serien, som henvender sig til de let øvede læsere. På hjemmesiden www.astronautserien.dk kan du læse mere om bogen og de andre bøger i serien. Jeg har selv læst alle 3 bøger i serien og har været positiv omkring dem alle, men jeg må sige at Zimakoff slår de to andre ud af banen. Godt gået!