Heldig af Alice Sebold

“Heldig” – kan man være det, når man som 19-årig jomfru bliver brutalt voldtaget? Det er det, som politiet kalder Alice, da hun anmelder voldtægten – for kort forinden er en anden pige blevet voldtaget OG dræbt.

Alice Sebold rører i denne selvbiografiske roman ved et emne, der vækker rædsel hos enhver kvinde og hos enhver mand, der har en kone, kæreste eller datter.

I romanform beskriver hun, hvad der skete den aften, hun blev voldtaget, hvordan det påvirkede hendes studieliv, hendes forhold til familien og hele hendes fremtid. Hun beskriver meget præcist, hvordan hun oplevede voldtægten, kontakten med politiet, retssagen og hvordan det efterfølgende føles at stå ansigt til ansigt med sin gerningsmand.

“Når folk taler om at bestige et bjerg eller sejle ned ad en rivende flod, fortæller de ofte, hvordan de glider i ét med omgivelserne, hvordan deres kroppe i den grad lader sig opsluge af aktiviteten, at de bagefter ikke kan forklare det, hvis de bliver bedt om at sætte ord på, hvordan de gjorde det. Inde i tunnelen, hvor knuste ølflasker, visne blade og andre mere eller mindre tilfældige ting lå og flød på jorden, gled jeg i ét med denne mand. Han holdt mit liv i sine hænder. De kvinder, som siger, at de hellere ville kæmpe til sidste blodsdråbe end lade sig voldtage, ved ikke, hvad de taler om. Jeg ville hellere voldtages tusinde gange. Man gør, hvad man er nød til at gøre”.

Alice går på universitetet, hvor hun studerer litteratur og lyrik, og skriver efter voldtægten et meget barsk digt, der gør hende afklaret og mildner de psykiske sår.

“Hvis de fanger dig længe nok til at jeg kan se dit ansigt igen, måske vil jeg så kende dit navn.
Jeg kunne holde op med at kalde dig “voldtægtsmanden” og begynde at kalde dig John eller Luke eller Paul. Jeg ønsker, at mit had vokser sig stort og helt.
Hvis de fanger dig, vil jeg tage dine store, røde nosser og skære dem af én efter én, mens alle ser på. Jeg har allerede bestemt, hvad jeg vil gøre og vil nyde langsomt og blidt at se dig dø.
Først vil jeg sparke dig hårdt og brutalt med en støvle og se et blodigt og lyserødt indhold stå ud af dig. Og så vil jeg skære din tunge af, så du ikke kan forbande mig eller skrige. Kun et ansigt forvredet i smerte vil tale for dig og lade din uvidenhed skinne igennem. Og for det tredje vil jeg prikke dine store koøjne ud med de glasskår, du tvang mig ned på.
Eller skulle jeg skyde dig på klos hold i knæene, hvor det siges at knæskallen øjeblikkeligt splintres?
Jeg ser dig for mig nu, mens dine fingre gnider søvnen af, dine levende, blinde øjne, mens jeg rastløst rejser mig. Jeg længes efter dit blod på mine hænder. Jeg længes efter slå dig ihjel med støvler og revolvere og glasskår. Jeg længes efter at kneppe dig med knive.
Kom til mig, kom til mig, kom og læg dig ved min side og dø.”

En bevægende, barsk og vedkommende bog, der dog også tillader et træk på smilebåndet og en stor, stor respekt for, hvordan Alice tacklede voldtægten og livet derefter.

Lån bogen på bibliotek.dk